Kina stopper militære øvelser omkring Taiwan

25. MAJ 2024 • 08:47UDLAND

Kina har stoppet militære øvelser, der skulle demonstrere landets evne til at invadere Taiwan.

Taiwans politiske leder kalder Kinas omfattende militære operationer i området de seneste to døgn for "en skamløs, grov udfordring af den eksisterende verdensorden".

Udtalelsen fra præsident Lai Ching-te kommer, kort tid efter at Kina afsluttede dets militære øvelser omkring Taiwan.

De blev iværksat, tre dage efter at Lai Ching-te var blevet taget i ed som præsident.

Taiwans forsvarsministerium oplyser lørdag, at 46 kinesiske militærfly krydsede Taiwanstrædets median under manøvrerne.

I alt 111 kinesiske fly og adskillige skibe deltog i øvelserne, der havde til formål at demonstrere Kinas evne til at invadere Taiwan.

Kina sendte også flådefartøjer og jagerfly med skarpe missiler ifølge den statslige tv-station China Central Television (CCTV).

Kina betragter Taiwan som en del af sit territorium og har fordømt Lai Ching-te, som i Kinas øjne er en separatist.

Den 64-årige Lai Ching-tes Demokratisk Progressive Parti (DPP) går ind for uafhængighed fra Kina. I januar vandt partiet dets tredje periode i træk.

Fredag blev kinesiske bombefly opstillet i angrebsformationer omkring Taiwan for at udføre fingerede angreb mod øen.

Ligesom de fleste andre lande støtter både USA og Danmark ét Kina-politikken, der betyder, at Taiwan er en del af Kina.

Omvendt betragter Taiwan sig selv som en selvstændig stat. Øen har sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Det er især Lai Ching-tes indsættelsestale, som Kina er utilfreds med.

I talen opfordrede han blandt andet Kina til at stoppe sine politiske og militære trusler mod Taiwan.

- I lyset af de mange trusler og forsøg på infiltration fra Kina må vi vise vores vilje til at forsvare vores nation, sagde Lai Ching-te.

- Selv hvis vi accepterede hele Kinas holdning og opgav vores suverænitet, ville Kinas ambition om at annektere Taiwan ikke bare forsvinde.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU