Dommer giver grønt lys til at offentliggøre dele af Trump-rapport

13. JAN 2025 • 20:35UDLAND

Den juridiske kamp om flere Trump-rapporter fortsætter, kort inden Trump tages i ed som præsident.

Dele af en rapport udarbejdet af specialanklager Jack Smith om flere Donald Trump-sager er et skridt nærmere offentliggørelse.

Den føderale dommer Aileen Cannon har nemlig mandag givet mulighed for offentliggørelse af den del af rapporten, som forventes at rumme oplysninger i sagen om forsøg på at omstøde præsidentvalget i 2020.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Offentligheden må dog formentlig som minimum vente til tirsdag med finde ud af, hvad der står, da der er et midlertidigt påbud, som forhindrer offentliggørelse indtil da.

Ifølge nyhedsbureauet AP kan det også tage meget længere tid endnu.

AP skriver nemlig, at Cannons beslutning næppe bliver det sidste ord i sagen.

Forsvarsadvokater vil muligvis forsøge at bringe sagen hele vejen til den amerikanske højesteret.

En anden del af rapporten, der omhandler en sag om klassificerede dokumenter, er heller ikke blevet offentliggjort.

Forsvarsadvokater har argumenteret imod offentliggørelsen af den del, så længe der er straffesager i gang mod to af de tiltalte i dokumentsagen. Det kunne skade deres sager, lød argumentet.

Som et kompromis har justitsministeriet foreslået at lade personer i Kongressen læse den del af rapporten.

Om den del af sagen skal der fredag være en høring.

Det kom lørdag frem, at Jack Smith havde opsagt sin stilling i det amerikanske justitsministerium som specialanklager.

- Specialanklageren afsluttede sit arbejde og indsendt sin endelige fortrolige rapport 7. januar 2025 og forlod sit arbejde i ministeriet 10. januar, lød det i et dokument, der blev sendt til dommer Aileen Cannon.

Trump havde, inden Jack Smith trådte tilbage, sagt, at han ville fyre Smith inden for to sekunder, hvis han stadig var i stillingen ved Trumps overtagelse af præsidentembedet.

Donald Trump tages 20. januar i ed som præsident.

Trump blev tiltalt i i alt fire straffesager i årene efter nederlaget ved præsidentvalget i 2020.

Kun en af dem - den såkaldte tys-tys-sag i New York - har været for retten. Her blev Trump dømt for at have forfalsket regnskabsmateriale i forbindelse med en betaling til en pornoskuespiller.

Her fik han hverken fængsels- eller bødestraf. Dommeren begrundede det med, at Trump snart indsættes som præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT