Gruppe for minearbejdere: Mindst 100 døde under jorden i Sydafrika

13. JAN 2025 • 22:01UDLAND

Hundredvis menes stadig at være under jorden, mens minimum 100 er døde ved sydafrikansk mine ifølge talsmand.

Mindst 100 mennesker, som arbejdede i en ulovlig mine i Sydafrika, er døde efter at have været fanget under jorden i måneder.

Det oplyser en gruppe, der repræsenterer minearbejderne, ifølge nyhedsbureauet AP.

Arbejderne menes at være døde af sult eller dehydrering, siger Sabelo Mnguni, som er talsperson for gruppen Mining Affected Communities United in Action (Macua).

Tallet er ikke officielt bekræftet.

En talsperson for politiet siger til AP, at myndigheder har påbegyndt en ny redningsaktion mandag og stadig er ved at verificere informationer om, hvor mange overlevende der er bragt ud, og hvor mange lig der er bjærget.

Mnguni taler om "minimum" 100 døde i guldminen, som ligger i den sydafrikanske provins North West.

Både nyhedsbureauerne AP og Reuters omtaler videoer fra gruppen Macua, der angiveligt viser mange lig.

En anden video viser ifølge Reuters udsultede minearbejdere, der beder om hjælp.

Macua-talsperson Magnificent Mndebele siger til Reuters, at der stadig er over 400 minearbejdere under jorden. De venter på at blive reddet, lyder det.

Minen har været genstand for en konfrontation mellem politiet og minearbejderne.

Politiet har forsøgt at presse minearbejderne ud. Angiveligt har minearbejderne afvist at komme ud af frygt for at blive anholdt.

Ifølge Macua er arbejderne blevet fanget under jorden, efter at politi har fjernet de reb, som blev brugt til at komme ud af minen. Politi skal også have afskåret dem adgangen til madforsyninger, skriver AP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT