Biden i udenrigspolitisk afskedstale: USA står stærkere
USA's position globalt er blevet stærkere, siden Biden overtog præsidentposten, fastslår han selv i tale.
USA står stærkere på den globale scene, end det har gjort i årtier.Sådan lyder budskabet fra USA's afgående præsident, Joe Biden, mandag i demokratens sidste planlagte tale om udenrigspolitik.
Biden tager i talen sigte mod både Rusland, Kina og Iran, og han opfordrer Vesten til at fastholde støtten til det krigsramte Ukraine.
Uden at nævne ham direkte, er Donald Trump - der 20. januar overtager præsidentembedet - tilsyneladende også et tema i talen.
Biden understreger således, hvordan han selv har genopbygget USA's internationale alliancer, efter at han i 2021 overtog posten fra Trump, hvis første embedsperiode er blevet beskrevet som kaotisk.
- Sammenlignet med for fire år siden vinder USA nu den globale konkurrence.
- USA er stærkere. Vores alliancer er stærkere, vores modstandere og konkurrenter er svagere, lyder det fra Biden.
Præsidenten tilføjer, at USA's bånd til landets allierede ifølge ham er stærkere "end i årtier", og at samarbejdspartnere i Nato nu "betaler deres rimelige andel".
Trump har flere gange kritiseret Nato-landene.
Republikaneren har blandt andet sagt, at han ville opfordre Rusland til at gøre, "hvad fanden det vil" mod allierede, der ikke betaler deres andel.
Trump har tidligere udtrykt beundring af Ruslands præsident, Vladimir Putin.
I mandagens tale er det dog nærmere det modsatte af beundring, Biden beskriver Putin med.
- Da Putin invaderede (Ukraine, red.), troede han, at han kunne besejre Kyiv (Ukraines hovedstad, red.) i løbet af nogle dage. Sandheden er, at siden krigen begyndte, er jeg den eneste, som har stået i centrum af Kyiv. Ikke ham, siger Biden.
Biden blev i 2023 ifølge AFP den første præsident, der under sit embede har besøgt en krigszone, der ikke er kontrolleret af amerikanske styrker. Det skete under et tophemmeligt besøg i Kyiv.
/ritzau/AFP