EU-præsident vil åbne ømtålelig snak om fælles midler til forsvar

13. JAN 2025 • 18:28UDLAND

EU-landenes stats- og regeringsledere skal tale øget forsvarssamarbejde og finansiering på uformelt topmøde.

Pressen skal så vidt muligt holdes på afstand, når EU's stats- og regeringsledere 3. februar mødes på Château de Limont tæt på Bruxelles.

Her vil EU's præsident, António Costa, åbne den ømtålelige diskussion om, hvordan EU-landene skal betale for den store forsvarsoprustning, som allerede er i gang.

Det fremgår af et brev fra António Costa, som han mandag sendte til EU-landenes stats- og regeringsledere.

- I de seneste år har medlemsstaterne allerede øget deres nationale forsvarsudgifter.

- Vi ved dog, at der er behov for betydelige yderligere forsvarsinvesteringer for at genopbygge lagrene, opgradere vores forsvarsberedskab til et bredt spektrum af trusler, skriver Costa i brevet.

Her lægger han også op til, at stats- og regeringscheferne skal diskutere, hvordan EU-landene kan arbejde tættere sammen om blandt andet indkøb af forsvarsmateriel.

Det sidste kan også få betydning for, hvor stor regningen for at ruste Europa til at håndtere blandt andet truslen fra Rusland bliver.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, fastslog mandag under en debat i EU-Parlamentet, at der er behov for, at Nato-landene bruger 3,6 til 3,7 procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar, hvis man skal imødegå truslerne.

Det tal kan dog ifølge Rutte reduceres, hvis landene samarbejder om innovation af våbenteknologi og fælles indkøb.

António Costa fastslår i sit brev til stats- og regeringslederne, at de enkelte EU-lande hver for sig ikke kan finansiere de nødvendige investeringer i forskning og udvikling på forsvarsområdet.

Derfor skal EU-lederne diskutere, hvilke forsvarskapaciteter landene skal udvikle sammen. Og i forlængelse af det, hvordan de skal finansieres:

- Er vi enige om at bruge mere og bedre sammen?, spørger Costa i brevet og fortsætter:

- Hvordan kan vi fremskynde mobiliseringen af privat finansiering, og gennem hvilke EU-instrumenter?

- Hvordan kan vi bedst bruge EU-budgettet på kort, mellemlang og lang sigt? Hvilke yderligere fælles muligheder kan overvejes i lyset af de betydelige finansieringsbehov?, spørger Costa.

Det sidste kan betyde, at stats- og regeringscheferne skal diskutere stiftelsen af fælles gæld for at betale for oprustningen.

Det har blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) erklæret sig åben over for. Tyskland har dog hidtil afvist at gå den vej.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT