Kilder: To døde i flyulykke i lufthavn i New York
Pilot og andenpilot meldes døde, efter at et passagerfly har ramt et køretøj i New Yorks lufthavn LaGuardia.
Piloten og andenpiloten er døde, efter at et passagerfly er kollideret med et køretøj på en af landingsbanerne i New Yorks lufthavn LaGuardia.Det oplyser kilder med kendskab til efterforskningen til tv-stationen NBC News.
Myndighederne har ikke umiddelbart bekræftet, om nogen er kommet noget til i forbindelse med kollisionen.
Ulykken skete kort efter klokken 23.30 søndag aften lokal tid, hvilket er mandag morgen klokken 04.30 dansk tid.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der er tale om et passagerfly fra Air Canada, der var landet i den amerikanske millionby efter at være fløjet fra Montreal i Canada.
Ifølge passagerlisten var der 76 mennesker om bord på flyet. Af dem var fire besætningsmedlemmer. Det meddeler det canadiske luftfartsselskab Jazz Aviation, der er partner med Air Canada, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Flyet ramte køretøjet med en fart på knap 40 kilometer i timen. Det skete ifølge overvågningssiden FlightRadar24, da flyet trillede ned ad landingsbanen, som køretøjet krydsede.
Ifølge de foreløbige oplysninger skulle det være en brandbil, der er stødt sammen med flyet.
Kilder oplyser til NBC News, at flere personer er kvæstet.
Det amerikanske medie CNN skriver, at videoer, som cirkulerer på de sociale medier, viser redningskøretøjer omkring flyet, hvis cockpit ser ud til at være beskadiget.
Hændelsen har fået den amerikanske luftfartsmyndighed til at lukke LaGuardia med begrundelsen om, at det drejer sig om en nødsituation.
Lufthavnen forventes at være lukket frem til mandag klokken 14 lokal tid - klokken 19 dansk tid, meddeler de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA ifølge Reuters.
Lukningen sker dels i forhold til redningsarbejdet og dels for at kunne undersøge hændelsen tilbundsgående.
Ankommende fly er enten blevet omdirigeret til andre lufthavne eller er fløjet retur til, hvor de lettede fra.
/ritzau/
