Ny norsk måling viser opbakning til kronprins Haakon

21. MAR 2026 • 19:08UDLAND

I en norsk måling er der stor forskel på nordmændenes opbakning til henholdsvis kronprinsen og kronprinsessen.

En ny norsk måling viser opbakning til den norske kronprins Haakon.

I målingen, som er udført af InFact for det norske medie Nettavisen, svarer næsten 80 procent af de adspurgte, at de tror, kronprinsen vil fungere godt i rollen som konge.

Meningsmålingen blev ifølge mediet udført den 20. marts - samme dag som et interview med kronprinsen og kronprinsesse Mette-Marit blev offentliggjort på NRK - og omfatter interviews med lidt over 1000 norske voksne.

Under interviewet taler kronprinsessen om sin forbindelse til Jeffrey Epstein.

I den norske måling er støtten til Mette-Marit dog ikke lige så udtalt.

Adspurgt om hvorvidt hun er egnet til at blive Norges dronning, svarer cirka 42 procent nej.

31 procent svarer, at de mener, kronprinsessen er egnet.

Nettavisens måling stemmer godt overens med en tidligere måling fra norske VG og Aftenposten, som også blev foretaget efter interviewets offentliggørelse.

Her svarer 47 procent, at Mette-Marit ikke er egnet til at blive Norges dronning.

Målingen fra VG og Aftenposten blev efterfølgende kritiseret af norske TV 2's kongehusekspert Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen, der kaldte det "for tidligt" at gennemføre sådan en måling.

- Denne undersøgelse laves næsten i affekt, med tanke på at mange kommentatorer har udtalt sig kritisk i løbet af dagen, sagde Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen ifølge NTB.

I interviewet med NRK forklarede kronprinsessen, at hun havde en venskabelig relation til Epstein, men at hun blev manipuleret og narret af ham.

Finansmanden døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.

Epstein blev i 2008 dømt for handel med en mindreårig pige ved at have rekrutteret hende til prostitution.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

20. MAR 2026 • 15:42UDLAND
Actionhelten Chuck Norris er død

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT