Næsten tre millioner gange er der logget ind på årsopgørelsen
Årsopgørelsen åbnede fredag for, at brugerne kunne rette i oplysninger. Næsten 600.000 rettelser er foretaget.
Mere end 2,9 millioner brugere har logget ind på Skats hjemmeside, siden Skattestyrelsen åbnede for adgangen til årsopgørelsen for 2025 fredag aften.Det viser den seneste opgørelse på Skattestyrelsens hjemmeside.
Helt præcist drejer det sig om 2.928.951, der siden fredag aften frem til klokken 07.00 mandag har logget ind for at tjekke opgørelsen.
Tallet angiver antal klik, ikke unikke brugere.
Selv om der var nogle udfordringer med loginløsning NemLog-in lørdag formiddag, så er underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge glad for forløbet indtil videre.
- Det er kørt rigtig fint, og vi er ganske tilfredse med testforløbet og den officielle åbning i dag, fortæller han.
Ifølge underdirektøren er der foretaget lige under 600.000 rettelser i årsopgørelsen, hvor især feltet for befordringsfradraget - også kaldet kørselsfradraget - bliver rettet i stor stil.
Over to tredjedele af alle rettelser er foretaget i feltet for befordringsfradraget, hvor 422.000 borgere har været inde og registrere et fradrag i det felt.
Efter at håndværkerfradraget blev genindført fra 1. januar 2025, er der ifølge Ulrick Junge også allerede blevet foretaget omkring 20.000 rettelser i det felt.
Feltet for servicefradraget, som blandt andet dækker over ydelser som vinduespudsning eller rengøringshjælp i hjemmet, er blevet rettet af omkring 59.400 borgere.
Ventetiden på at komme ind på årsopgørelsen er også blevet en del mindre siden åbningen fredag.
Selv om der omkring klokken 10.00 er cirka en times ventetid i køen til årsopgørelsen, så toppede ventetiden lørdag eftermiddag, hvor der var op mod 225 minutters ventetid.
Har man som borger betalt for meget i skat, bliver beløbet udbetalt til ens NemKonto fra 24. april.
Har man derimod betalt for lidt i skat, er fristen for at indbetale sin restskat uden procenttillæg 1. juli.
/ritzau/
