Frankrigs tidligere premierminister Jospin er død

23. MAR 2026 • 10:24UDLAND

Lionel Jospin tabte ved to franske præsidentvalg. Som premierminister indførte han 35-timers arbejdsuge.

Frankrigs tidligere premierminister Lionel Jospin er død, 88 år. Det meddeler hans familie til det franske nyhedsbureau AFP.

Jospin døde søndag. I januar gennemgik han en "alvorlig operation", meddeler familien uden at oplyse yderligere detaljer.

Lionel Jospin var Socialistpartiets regeringsleder under den konservative præsident Jacques Chirac fra 1997 til 2002.

Det blev han, efter at Chirac havde udskrevet valg i utide, som resulterede i et flertal til venstrefløjen.

Dermed måtte den konservative præsident leve med en premierminister, der havde en anden partifarve.

Lionel Jospin havde ellers tabt præsidentvalget til Chirac to år tidligere.

Både i 1995 og i 2002 stillede Jospin op i kampen om at indtage Élysée-palæet. Men begge gange tabte han til Chirac, der siden fik Jospin som sin premierminister på tværs af partiskellene efter valget i 1997.

Ved præsidentvalget i 2002 led Jospin et særligt ydmygende nederlag, da han i første valgrunde fik færre stemmer end både Jacques Chirac og tabte med et mulehår til Jean-Marie Le Pen fra det højrenationale parti Front National.

Efter det chokerende valgresultat, hvor en kandidat fra det yderste højre for første gang havde fået så stor opbakning ved et præsidentvalg, erklærede Jospin, at han trak sig ud af politik.

Alligevel vendte han flere gange tilbage på den politiske scene.

I 2006 var der optræk til, at Jospin agtede at forsøge sig som socialistisk præsidentkandidat endnu en gang, men han trak sig til fordel for Ségolène Royal, der året efter tabte præsidentvalget til den konservative Nicolas Sarkozy.

Som premierminister under præsident Chirac førte Jospin en forsigtig økonomisk politik og gennemførte privatisering af flere statsejede virksomheder.

Han gennemførte en række sociale reformer og fik bragt arbejdsløsheden drastisk ned. Hans regeringsperiode huskes ikke mindst for indførelsen af en arbejdsuge på 35 timer.

Det var også Jospin, der udvidede adgangen til gratis sundhedsydelser og sikrede, at alle - både heteroseksuelle og homoseksuelle - kunne indgå registrerede partnerskaber, der gav dem samme rettigheder som gifte par.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT