Kennedy indstiller valgkampagne og støtter Trump

23. AUG 2024 • 21:54UDLAND

Robert F. Kennedy Jr. tror ikke længere, at han har "en realistisk vej til valgsejr", siger han i tale.

Den uafhængige præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. indstiller sin kampagne i den amerikanske valgkamp.

Kennedy bakker nu op om Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump.

Hans navn fjernes desuden fra stemmesedlen i ti svingstater.

Det siger han i en tale fredag aften i delstatens Arizonas hovedstad Phoenix.

- I mit hjerte tror jeg ikke længere, at jeg har en realistisk vej til valgsejr i lyset af denne ubøjelige, systematiske censur og mediekontrol.

- Så jeg kan ikke med god samvittighed bede mine medarbejdere og frivillige om at blive ved med at arbejde i mange timer eller bede mine donorer om at blive ved med at give, når jeg ikke ærligt kan fortælle dem, at jeg har en reel vej til Det Hvide Hus, siger han ifølge CNN.

Robert F. Kennedy Jr. er søn af den tidligere demokratiske politiker Robert F. Kennedy, som blev dræbt i et skudattentat i 1968.

Han er dermed også nevø til ekspræsident John F. Kennedy, som blev dræbt af skud i 1963.

Oprindeligt ville han stille op for Det Demokratiske Parti mod præsident Joe Biden. Men han ændrede mening og valgte i stedet at opstille som uafhængig kandidat.

Han understreger samtidig, at han ikke nedlægger sin kampagne.

- Mit navn vil forblive på stemmesedlen i de fleste stater, siger Kennedy.

Han fortæller også, at Donald Trump har tilbudt at inddrage ham i sin administration.

Præsidentkandidaten holder senere fredag lokal tid vælgermøde i Arizona. Forinden har han meddelt, at der vil komme en "særlig gæst", men det er endnu uvist, om der er tale om Kennedy.

- Der er stadig mange anliggender og tilgange, hvor vi fortsat har meget seriøse uenigheder. Men vi er på samme side i andre hovedanliggender, siger Kennedy fredag ifølge Reuters.

Demokraternes præsidentkandidat er vicepræsident Kamala Harris.

Hun accepterede natten til fredag dansk tid nomineringen til at være partiets kandidat ved valget 5. november. Harris kom ind i billedet, efter at præsident Joe Biden trak sit kandidatur i juli.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT