Italien køber sjældent Caravaggio-portræt for 30 millioner euro

10. MAR 2026 • 20:26UDLAND

Portræt af en kommende pave er solgt for stort millionbeløb til Italien og bliver en del af udstilling i Rom.

Den italienske stat betaler 30 millioner euro for et maleri, som den italienske barokmaler Caravaggio står bag.

Det svarer til over 220 millioner kroner og er en af den italienske stats hidtil største investeringer i et kunstværk, oplyser landets kulturministerium.

Maleriet er et portræt af Maffeo Barberini, som senere blev pave Urban VIII.

Barberini, der blev født i 1568, var i sine 30'ere, da portrættet blev malet.

Han blev først valgt til pave i 1623, da han var 55 år gammel, så maleriet er lavet et betydeligt stykke tid, inden han tiltrådte som pave Urban VIII.

Maffeo Barberini var pave i 21 år, inden han døde i 1644.

- Dette er et værk af enestående betydning, siger den italienske kulturminister, Alessandro Giuli, i en pressemeddelelse.

Han kalder købet af værket for "en af de mest betydningsfulde investeringer", den italienske stat nogensinde har foretaget i et kunstværk.

Værket har hidtil været en del af en privat samling. Det blev i 1963 fastslået, at det var et Caravaggio-maleri.

Maleriet blev første gang fremvist offentligt i Palazzo Barberini i Rom i 2024 og vil nu blive en del af museets permanente udstilling, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det er aldrig blevet udlånt til en udstilling, det er aldrig blevet set på et museum, så dette er en absolut forpremiere, sagde Thomas Clement Salomon, museumsinspektør på Palazzo Barberini i Rom, til AFP dengang.

Ifølge det italienske kulturministerium findes der omkring 65 malerier i verden, som med sikkerhed kan tilskrives Caravaggio.

Portrætter lavet af den italienske barokmaler er dog meget sjældne, og kun tre er bredt accepteret som værende malet af ham.

Ud over maleriet af Barberini har Caravaggio også malet et portræt af Alof de Wignacourt, en tidligere stormester for malteserridderne, og et portræt af Antonio Martelli, der også var malteserridder.

Caravaggio var blandt andet kendt for brugen af teknikken clairobscur, hvor der er fokus på kontrasten mellem lys og skygge.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT