46 personer dræbt i bombeangreb i afghansk provins
Mindst 25 militante islamister blev dræbt i bombeangreb i Afghanistan, siger pakistanske kilder.
Mindst 46 personer er dræbt i et pakistansk bombeangreb i Afghanistan.Det oplyser en talsperson for Taliban onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Bombardementet er sket i provinsen Paktika, siger talspersonen Hamdullah Fitrat.
Provinsen ligger i det østlige Afghanistan ved grænsen til Pakistan. Landet har ikke bekræftet, at det står bag angrebet i den afghanske provins.
Ifølge en pakistansk sikkerhedskilde, der udtaler sig anonymt, var det et pakistansk luftangreb på "terrorister".
- Pakistan udførte luftangreb sent om aftenen målrettet opholdssteder for terrorister i Afghanistan med brug af en blanding af kampfly og droner, siger kilden til nyhedsbureauet AFP.
Kilder siger til nyhedsbureauet dpa, at fire tilflugtssteder for militante islamister blev ramt i angrebet.
Mindst 25 islamister blev dræbt, lyder det.
Ifølge kilderne blev tilflugtsstederne brugt af den pakistanske talibanbevægelse til at træne militante. Herunder uddannelse af selvmordsbombere.
Den pakistanske bevægelse er adskilt fra den afghanske, som kom tilbage til magten i Afghanistan i 2021. De to bevægelser har dog samme ideologiske grundlag og er allierede.
Talspersonen Hamdullah Fitrat fra Taliban-styret siger modsat de pakistanske kilder, at det primært var kvinder og børn, der blev dræbt i luftangrebene.
Han tilføjer, at seks personer er kvæstede.
- Afghanistan ser denne brutale handling som en overtrædelse af alle internationale principper og en åbenlys aggression, siger Hamdullah Fitrat.
Afghanistan vil hævne sig, lyder det videre fra talspersonen.
De to nabolande har et anstrengt forhold. Pakistan siger, at flere angreb i Pakistan i de senere år er begået af militante, der opholder sig i Afghanistan. Taliban-styret nægter, at det skulle være tilfældet.
Forholdet blev yderligere forværret i marts. Her anklagede Taliban Pakistan for at dræbe fem kvinder og børn i luftangreb i Afghanistan.
Pakistan bekræftede at have udført angreb, dog uden at gå i detaljer. Der var tale om "operationer mod terrorister", lød det.
/ritzau/