Tidligere FN-profiler: Klimatopmøderne fungerer ikke

15. NOV 2024 • 12:15UDLAND

Fossile interesser er for stærke ved COP, lyder aktivister og tidligere FN-profilers kritik af klimatopmøde.

FN's klimatopmøde, der skal nedbringe verdens CO2-udledninger, er ikke længere "egnet til formålet".

Sådan lyder det i et brev fra flere personer med erfaring i klimapolitik - blandt andre den tidligere FN-generalsekretær Ban Ki-moon og Christiane Figueres, som var FN's klimachef under klimatopmødet i Paris i 2015.

Det skriver The Guardian.

Udviklingslande skal have mere at sige, processen skal strømlines, og møderne skal holdes oftere, siger de, mens forhandlingerne er i gang ved COP29.

- Det står nu klart, at COP ikke længere er egnet til formålet.

- Vi har brug for et skifte fra forhandling til implementering, skriver de.

I brevet langer klimaprofilerne ud efter flere forhold omkring topmøderne, som afholdes årligt blandt de knap 200 lande, der har tilsluttet sig FN’s klimakonvention.

Sidste års COP - "conference of the parties" - blev afholdt i De Forenede Arabiske Emirater, der er på top-ti over verdens olieproducerende lande. Dette års COP er i Aserbajdsjan, som også har en stor industri for fossile brændsler.

Det er ifølge brevet langtfra optimalt.

Værtslande bør ifølge brevet "demonstrere deres høje ambitionsniveau, når det handler om at overholde målene i Paris-aftalen".

Brevet kommer samtidig med en analyse fra den aktivistiske gruppe "Kick the Big Polluters Out" (KBPO). Den viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er over 1700 mennesker med tilknytning til fossile interesser ved COP. I alt 53.000 er registreret som deltagere.

Repræsentationen er ifølge Figueres skæv, hvis man ønsker at opnå forandringer.

- Ved den sidste COP var lobbyister for fossile brændsler i overtal i forhold til repræsentanter for videnskabelige institutioner, oprindelige folk og sårbare lande, siger hun ifølge The Guardian.

Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, har ifølge AFP under topmødet sagt, at olie og gas er "en gave fra Gud".

- Det er ærgerligt, at den fossile industri og olielandene har taget kontrol over COP-processen i skadeligt omfang, sagde tidligere amerikanske vicepræsident og klimaaktivist Al Gore torsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT