Sporvognsfører forklarer ulykke midt i Oslo med ildebefindende
Chauffør er sigtet efter ulykke i det centrale Oslo. Han husker ikke selv at være kørt ind i butik.
Den sporvognsfører, som 29. oktober kørte en sporvogn ind i en butik i det centrale Oslo, har i et forhør forklaret, at han fik det dårligt og mistede bevidstheden.Det oplyser norsk politi ifølge nyhedsbureauet NTB.
- Han har forklaret, at han ikke husker ulykken, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om, hvorfor han mistede bevidstheden. Politiet har tidligere sagt, at en foreløbig test for rusmidler ikke viste tegn på, at han var påvirket.
Ulykken sket i det centrale Oslo omkring klokken 11, hvor en sporvogn i høj hastighed kørte ind i Eplehuset. Det er en butik, som sælger Apple-produkter.
Fire mennesker - heriblandt chaufføren - kom lettere til skade, og chaufføren er blevet sigtet for brud på færdselsloven.
Sporvognsføren blev afhørt fredag efter at have ligget på hospitalet i en periode efter hændelsen.
Hans forsvarer har ikke ønsket at oplyse, hvordan han stiller sig til sigtelsen.
Omkring 20 personer befandt sig i sporvognen, da den kørte ind i butikken.
Politiet i Oslo arbejder ifølge NRK med flere hypoteser. Der kan være tale om problemer med sporvognen eller skinnerne, et menneskeligt svigt eller et helbredsmæssigt svigt, lyder det.
Politiet oplyser, at sagen fortsat er under efterforskning. Blandt andet gennemføres yderligere afhøringer af vidner.
/ritzau/NTB