Medie: Demonstranter stormer parlament i georgisk udbryderregion

15. NOV 2024 • 13:52UDLAND

Billeder i russiske medier viser lastbil køre ind i port til parlament, hvor demonstranter er brudt ind.

Demonstranter er fredag brudt ind i parlamentet i den russiskstøttede georgiske udbryderregion Abkhasien.

Det rapporterer det statslige russiske nyhedsbureau RIA ifølge Reuters.

På det seneste er modstanden vokset mod en investeringsaftale med Rusland.

Betjente har reageret på urolighederne ved at kaste røggranater ind i en folkemængde.

To mennesker er ifølge lokale beredskabstjenester blevet såret. Det skriver RIA.

Under urolighederne er en lastbil kørt ind i porte til parlamentet, viser billeder bragt af russiske medier.

Abkhasien regnes af de fleste lande som en del Georgien, men er ikke under georgisk kontrol. Abkhasien grænser op til Rusland og fungerer på mange måder som en selvstændig stat.

Rusland, som Georgien anser for at have besat Abkhasien, anerkendte i 2008 Abkhasien og en anden udbryderregion - Sydossetien - som selvstændige lande.

Investeringsaftalen med Rusland blev underskrevet i oktober af både den russiske og abkhasiske økonomiminister.

Oppositionen i Abkhasien mener, at aftalen med Rusland risikerer at skubbe lokale ud af ejendomsmarkedet ved at lade store russiske summer flyde ind i landet.

I forvejen har der været omfattende russiske investeringer i Abkhasien, som under krige i 1990'erne erklærede sig uafhængigt fra Georgien.

Præsidentens pressetjeneste i Abkhasien oplyser kort efter meldingerne om en storm mod parlamentet, at investeringsloven er droppet. Det gøres for at "stabilisere situationen i offentligheden".

Billeder viser hundredvis af mennesker foran parlamentet, mens demonstranter forsøger at komme ind. Der er også video af håndgemæng. Uverificerede billeder lader til at vise urobetjente og demonstranter i sammenstød.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT