Clara Tauson holder opgøret mod Mexico helt åbent

15. NOV 2024 • 20:19SPORT

Danmarks tenniskvinder fik en god start mod Mexico med en sejr til Clara Tauson. Det står nu 1-1 i kampe.

Clara Tauson gav fredag de danske tenniskvinder en forrygende start mod Mexico i Billie Jean King Cup i Farum.

Tauson, der er nummer 52 i verden, vandt uden de store problemer over Giuliana Olmos med cifrene 6-4, 6-2 i den første kamp.

Mexico udlignede dog senere fredag aften til 1-1 i kampe.

Johanne Svendsen, der er nummer 653 i verden, tabte 6-7, 2-6 til Renata Zarazua, der er nummer 60 i verden og på forhånd var klar favorit i opgøret.

Tausons åbningsopgør varede 1 time og 23 minutter, og den 21-årige dansker dominerede fra start til slut.

31-årige Olmos er bedst i double og er faktisk slet ikke rangeret i single. Inde på banen kunne man også tydeligt se klasseforskellen.

Tauson skulle lige ryste startnerverne af sig og havde efter kampen stor ros til sin mexicanske modstander.

- Jeg var rigtig nervøs, i forhold til hvad jeg plejer. Det gik heldigvis okay. Hun spillede en pæn single. Hun var virkelig solid. Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle slide så meget.

- Jeg fandt en smule mere rytme i mit spil i andet sæt. Jeg er bare super lettet over, at jeg fik hevet den hjem, siger Tauson til Sport Live.

Kampen mod Mexico fortsatte som nævnt med yderligere en singlekamp fredag aften, hvor Johanne Svendsen tabte i to sæt.

I første sæt var Svendsen overraskende godt med, men hun tabte den afgørende tiebreak knebent med 5-7. I andet sæt vandt mexicaneren komfortabelt.

Hvis det ender med sejr over Mexico er Danmark klar til "qualifiers" i april 2025, hvor tre nationer kæmper om én plads blandt de otte bedste nationer i Billie Jean King Cup Finals.

Lørdag spiller de efter planen igen hver en single, før dysten afsluttes med en double.

Opgøret spilles i Farum Arena. Det er første gang, at Danmark har hjemmebane i turneringen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT