Israel melder om 19 dræbte fra Hamas og Islamisk Jihad i angreb

10. AUG 2024 • 21:09UDLAND

Redningsfolk har meldt om 93 døde i et angreb, der skete tidligt lørdag morgen på en skole i Gaza By.

Israels militær oplyser, at mindst 19 personer fra Hamas og Islamisk Jihad blev dræbt i et angreb, der fandt sted tidligt lørdag morgen.

Det skriver AFP.

Ifølge nyhedsbureauet har redningsfolk meldt om 93 døde i angrebet

I en erklæring lyder det fra militæret, at det "på nuværende tidspunkt kan bekræftes, at mindst 19 Hamas- og Islamisk Jihad-terrorister blev elimineret" i angrebet på al-Tabieen. Militæret betegner det som en "religiøs skole".

Det henviser ifølge AFP til en "efterretningsefterforskning" og har opgivet navnene på de militante personer, som, det hævder, er blevet dræbt.

Skolen ligger i Gaza By. Angrebet skulle være sket under en morgenbøn i al-Daraj. Det har Reuters tidligere skrevet med henvisning til Hamas-regeringens mediekontor.

Reuters har desuden tidligere citeret det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa for, at skolen huser internt fordrevne palæstinensere.

Det civile forsvar i Gaza hævede tidligere dødstallet for angrebet på skolen til mellem 90 og 100 mennesker.

AFP har ikke kunnet verificere dødstallet på 93 personer på uafhængig vis. Men hvis det bekræftes, vil det ifølge AFP være et af de største enkeltstående angreb i løbet af den ti måneder lange krig mellem Israel og Hamas.

Den palæstinensiske bevægelse har fordømt det som en "farlig eskalering", mens den libanesiske Hizbollah-milits har kaldt det en "forfærdelig massakre".

Også USA har reageret.

- Vi er dybt bekymret over meldinger om civile ofre i Gaza efter et angreb fra Israels forsvarsstyrker på et område, der omfattede en skole, siger Sean Savett, talsmand for det amerikanske nationale sikkerhedsråd, i en erklæring.

Han siger også, at man er i kontakt med israelske kolleger, som har sagt, at de angreb højtstående personer fra Hamas. USA har bedt om yderligere detaljer om dette.

- Vi ved, at Hamas har brugt skoler som lokationer til at samles og operere fra, men vi har også gentagne gange og konsekvent sagt, at Israel skal tage forholdsregler for at minimere civil skade, siger Savett.

Israels militær har sagt, at de militante personer opererede fra et Hamas-kommando- og kontrolcenter, der var placeret i området for at planlægge angreb mod Israel og dets sikkerhedsstyrker.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT