Irans præsident lover at slå hårdt ned på demonstranter

24. SEP 2022 • 15:20UDLAND

Titusinder af mennesker har rundt i Iran deltaget i protester mod regimet efter en 22-årig kvindes død.

Iran må beslutsomt håndtere de demonstrationer, som har bredt sig til store dele af landet efter en 22-årig kvindes død, mens hun var i et religiøst politis varetægt.

Det siger Irans præsident, Ebrahim Raisi, lørdag ifølge en række iranske medier.

35 mennesker har mistet livet under protesterne, lyder det fra landets stats-tv. Det er tre flere end seneste melding om dræbte. Urolighederne har spredt sig til de fleste af landets 31 provinser.

Titusinder af mennesker har deltaget i protesterne. Kvinder har revet deres tørklæder, som regimet kræver de bærer, af og brændt dem.

Det er sket i sympati med den 22-årig Mahsa Amini, som i sidste uge blev passet op af Irans moralpoliti, fordi hendes tørklæde dækkede for lidt af hendes hår. Hun døde i politiets varetægt. Familien siger, at hun blev mishandlet til døde.

De statslige medier skriver lørdag, at præsident Raisi har beordret, at Iran "beslutsomt slår ned på de personer, som sætter sig op mod landets sikkerhed og orden".

Det siger han under en samtale med en familie, hvor et familiemedlem fra den berygtede Basij-milits er blevet dræbt, da han i byen Mashhad var med til med magt at stoppe en demonstration.

Fredag gennemførte regimet moddemonstrationer for at bremse protesterne. Hæren lovede at svare hårdt igen mod "fjender", som deltager i demonstrationer mod præstestyret.

Det iranske nyhedsbureau Tasnim skriver, at der alene i provinsen Guilan er blevet anholdt 739 demonstranter. Blandt dem 60 kvinder, siger den lokale politichef ifølge AFP.

Billeder fra protesterne viser soldater, der tilsyneladende skyder med skarpt mod demonstranter i byerne Piranshahr, Mahabad og Urmia.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU