Tunesien bjærger fire migranters lig i Middelhavet
Tunesiens hjemmeværn har i Middelhavet bjærget lig af fire migranter, som var på vej til Italien.
Ligene af fire migranter, som var på vej fra Nordafrika til Italien, er lørdag blevet fundet i Middelhavet og bjærget af Tunesiens hjemmeværn.Det oplyser hjemmeværnet ifølge nyhedsbureauet Reuters lørdag aften.
Hjemmeværnet har desuden reddet 52 migranter og anholdt 9 personer for menneskesmugling.
Flere både er desuden blevet beslaglagt.
Mindst 23 tunesiske migranter blev lørdag meldt savnet, efter at de i en båd satte kursen mod det sydlige Italien.
Der er umiddelbart ingen meldinger om, hvor de migranter, som lørdag blev bjærget af de tunesiske myndigheder, kom fra.
Tunesien står midt i en migrationskrise.
Tidligere var det især Libyen, migranterne sejlede ud fra i håb om at få et bedre liv i Europa. I dag er det i stigende grad Tunesien, der bliver brugt som transitland i Nordafrika.
Sidste år blev 1313 migranter enten erklæret døde eller meldt savnet, efter at de forsøgte at sejle fra Tunesien til Europa.
Det var et rekordhøjt antal, meddelte en menneskerettighedsgruppe tidligere på året ifølge Reuters.
Dermed tegner de migranter, der sejler ud fra Tunesien, sig for mere end halvdelen af alle dødsfald og formodede dødsfald på Middelhavet i 2023.
I alt blev cirka 2500 mennesker registreret som enten døde eller savnede på den farefulde tur over havet, viser tal fra FN's Internationale Organisation for Migration. Det er en stigning på 75 procent i forhold til året før.
Et af de steder, som mange migranter sætter kurs mod, når de sejler fra Tunesien, er den italienske ø Lampedusa. Den ligger 130 kilometer fra den tunesiske kyst.
/ritzau/