Partier opfordrer DF til at forlade klimalov efter trussel

19. MAJ 2024 • 11:30ERHVERV/POLITIK

Dansk Folkeparti skal være velkommen til at forlade klimaloven, for de bidrager alligevel ikke, siger Ø og R.

Flere partier ønsker nu Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti god rejse, hvis de gør alvor af truslen om at melde sig ud af aftalen bag klimaloven.

For partiet bidrager alligevel ikke til den grønne politik.

Sådan lyder det fra Enhedslisten og De Radikale.

- Hvis han har det sådan, at der ikke må komme en afgift på landbrugets udledninger, og at klimapolitikken ikke må betyde ændringer for danskernes liv, så synes jeg bare, han skal træde ud af aftalen, siger Samira Nawa, klimaordfører for De Radikale.

Dansk Folkepartis formand bekendtgjorde i søndagens Berlingske, at partiet træder ud af klimaloven, hvis CO2-afgiften på landbruget koster arbejdspladser.

Morten Messerschmidt anfører, at klimapolitikken går for vidt, og at det rammer den almene borger.

I Enhedslisten vil man heller ikke græde sig i søvne over, at Dansk Folkeparti træder ud af aftalen.

- Vi har ikke brug for DF i klimaaftalerne. Det bedste, man kan sige om dem, er, at de sjældent deltager i møderne, skriver klimaordfører Søren Egge Rasmussen på X.

Da klimaloven blev vedtaget i 2019, blev det fremhævet som en styrke, at den favnede bredt med mange partier på Christiansborg.

Dermed ville der være sikret langvarig opbakning til klimapolitikken, lød logikken.

Men det mener Samira Nawa, ikke har gjort sig gældende.

- En aftale, der burde være grøn, er svag, hvis den også har lukket sorte partier ind, siger hun.

- Dansk Folkeparti har hele vejen igennem været knap så grønne som os andre, og så synes jeg ikke, de hører hjemme i den aftale.

Hos Liberal Alliance, der ikke er med i klimaloven fra 2019, har man en højere grad af forståelse for Dansk Folkepartis udmelding.

Partiet "går ind for" at nå Danmarks klimamål.

- Men vi kan godt genkende den del af DF's kritik, som går på, at der alt for tit - og helt unødvendigt - rodes rød politik ind i klimatiltag, skriver partiets klimaordfører Steffen Frølund i en sms til Ritzau.

Han peger eksempelvis på aftalen om flyafgiften fra sidste år, som var med til at finansiere ældrechecken.

- Det har intet med klimaet at gøre.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU