Messerschmidt vil forlade klimaloven i dag hvis ministeren ønsker det

19. MAJ 2024 • 14:05ERHVERV/POLITIK

Hvis klimaminister Lars Aagaard er træt af DF i aftalen om klimaloven, er Messerschmidt klar til at smutte nu.

Morten Messerschmidt er klar til at trække Dansk Folkeparti ud af forligskredsen bag klimaloven allerede i dag, hvis klimaminister Lars Aagaard (M) skulle ønske det.

Det siger partiformanden til Ritzau, efter at Radikale og Enhedslisten søndag har meldt, at det vil passe dem helt fint, hvis Dansk Folkeparti røg ud af aftalen.

- Hvis ministeren deler holdningen fra Radikale og Enhedslisten, så skal jeg ikke stå i vejen for, at han kommer til at stå alene tilbage med de røde, siger Morten Messerschmidt.

- Hvis man direkte ikke ønsker Dansk Folkeparti, kan vi ligeså godt få det overstået med det samme.

Dansk Folkepartis formand bekendtgjorde i søndagens Berlingske, at partiet træder ud af aftalekredsen bag klimaloven, hvis den kommende CO2-afgift på landbruget koster arbejdspladser.

Morten Messerschmidt anfører, at klimapolitikken går for vidt, og at det rammer den almene borger.

Hvis det er hans holdning, synes De Radikales klimaordfører Samira Nawa, at han "bare skal træde ud af aftalen".

Enhedslistens Søren Egge Rasmussen skriver på X, at de ikke har "brug for DF i klimaaftalerne".

- Det bedste, man kan sige om dem, er, at de sjældent deltager i møderne.

Selv siger Morten Messerschmidt, at han godt kan forstå, at Dansk Folkeparti har været en torn i øjet på venstrefløjen i forligskredsen.

- Vi har på en række områder forhindret, at de kunne få deres ønsker om endnu højere klimaskatter og -afgifter igennem, siger han til Ritzau.

Morten Messerschmidt fremhæver, at han har ydet dem modstand i eksempelvis Nordsøaftalen, hvor han fik bevaret muligheder for olieproduktion frem til 2050.

Efter formandens melding i Berlingske har klimaminister Lars Aagaard langet hårdt ud efter Dansk Folkeparti.

- Det her viser, at DF og den yderste højrefløj har bekendt kulør -- og farven er sort. De ønsker ikke at tage ansvar for klimaet, udtaler ministeren.

Lars Aagaard kan ikke tage Messerschmidts argumenter alvorligt, og han kalder partiformanden for "populistisk".

Direkte adspurgt, om han deler Radikale og Enhedslistens holdning til DF's deltagelse i aftalekredsen, svarer ministeren:

- Om han vil tage ansvar for klimaet, må han som partileder være voksen nok til selv at beslutte.

Det er ikke en komplet afvisning af DF, lyder det tilbage fra Morten Messerschmidt, der derfor vil afvente CO2-afgiften før sin beslutning.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU