Otte palæstinensere meldes dræbt i angreb på Vestbredden
Otte mennesker, heriblandt to kvinder, har i løbet af tirsdag mistet livet i israelske angreb på Vestbredden.
Israelske militæroperationer har tirsdag kostet otte mennesker, heriblandt to kvinder, livet på den besatte Vestbred.Det oplyser Det Palæstinensiske Selvstyres sundhedsministerium tirsdag aften.
Selvstyret, som har sit hovedsæde i byen Ramallah, oplyser, at syv personer blev dræbt i flygtningekvarteret Tulkarem, mens en mistede livet i flygtningekvarteret Nur Shams.
Aktionerne fandt sted tidligere tirsdag.
To af de dræbte var kvinderne Khawla Ali Abdullah Abdo på 53 år og Bara Khalid Hussein på 30 år. De blev begge dræbt i Tulkarem.
Blandt de dræbte i Tulkarem var også Fathi Said Awda Ubaid, en 18-årig mand.
Israels militær, som regelmæssigt udfører militæraktioner i området, oplyser i en pressemeddelelse, at det har "elimineret en terrorist" i nærkampe i forbindelse med en operation, der startede natten til tirsdag i Tulkarem.
Det står ikke klart, hvilken af de otte dræbte pressemeddelelsen henviser til.
Indbyggere i Tulkarem har tirsdag oplyst, at der under aktionen blev kørt bulldozere ind i området, der ødelagde veje.
Volden er blevet optrappet på Vestbredden i kølvandet på den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år, der satte gang i krigen i Gazastriben.
Siden da er 811 palæstinensere på Vestbredden blevet dræbt af israelske bosættere eller israelsk militær. Opgørelsen er lavet af sundhedsministeriet i Det Palæstinensiske Selvstyre.
I samme periode har palæstinensiske angreb kostet 25 israelere livet på Vestbredden, viser israelske tal.
Vestbredden er et palæstinensisk stykke land, som ligger vest for Det Døde Hav. Området har været besat af Israel siden Seksdageskrigen i 1967.
/ritzau/AFP