Tre syge passagerer fra krydstogtskibet, der er ramt af hantavirus, er onsdag blevet evakueret.
En af de syge passagerer fra krydstogtskibet, der er ramt af den dødelige hantavirus, menes at være landet med fly i Hollands hovedstad, Amsterdam.Det skriver nyhedsbureauet AFP. Oplysningen er endnu ikke bekræftet af myndighederne.
Tidligere på dagen blev tre syge passagerer evakueret fra skibet for at modtage medicinsk behandling i Holland.
Et fly med to andre passagerer landede ifølge AFP på øen Gran Canaria onsdag eftermiddag.
Spanske embedsmænd har ifølge nyhedsbureauet sagt, at flyet landede af tekniske årsager.
Det spanske sundhedsministerium har meddelt, at det kræver et nyt fly at fragte patienterne til Holland.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har oplyst, at der blandt de tre evakuerede passagerer er tale om to syge besætningsmedlemmer og en anden person, der har været i kontakt med et af de bekræftede tilfælde af hantavirus.
WHO blev i lørdags informeret om, at tre passagerer om bord på krydstogtskibet MV "Hondius" var døde. Den formodede årsag var hantavirus.
Den sjældne sygdom overføres normalt fra inficerede gnavere som mus og rotter via urin, ekskrementer eller spyt.
Test har dog påvist, at der på krydstogtskibet er tale om Andes-virus, som er den eneste form for hantavirus, der kan overføres mellem mennesker.
Der er ifølge WHO konstateret otte tilfælde af hantavirus om bord på skibet.
Ud over de tre døde og de tre evakuerede er der tale om to andre, som i øjeblikket modtager behandling i Sydafrika og Schweiz.
Krydstogtskibet sejlede fra Argentina 1. april. For en måned siden begyndte passagerer at blive syge.
En hollandsk mand døde som den første om bord på skibet. Det skete 11. april.
Hans kone ledsagede hans lig til Sydafrika. Hun døde 15 dage senere.
Flere sundhedseksperter har ifølge AFP advaret om risikoen for et større smitteudbrud, efter at det er kommet frem, at den afdøde kvinde havde fløjet med et fly, mens hun udviste symptomer.
Myndigheder er i gang med at opspore de 82 passagerer og seks besætningsmedlemmer, der var om bord på flyet.
Onsdag kom det ligeledes frem, at en af de personer, der døde af virusset, kortvarigt havde været om bord på et fly fra Sydafrika til Holland 25. april. Personen var dog ikke om bord under flyvningen.
Flere myndigheder verden over har dog udtalt, at faren for smittespredning er lav. Det gælder blandt andre Sydafrikas sundhedsminister, Aaron Motsoaledi.
- En sådan smitte er meget sjælden og sker kun ved meget kontakt mellem mennesker, har han sagt ifølge AFP.
Krydstogtskibet har den seneste tid ligget for anker ud for Kap Verde. Onsdag eftermiddag satte skibet kurs mod den spanske ø Tenerife, hvor det ventes at ankomme inden for tre dage.
Der var 88 passagerer og 59 besætningsmedlemmer om bord på krydstogtskibet. De kommer fra 23 forskellige lande.
Der var ingen danskere om bord, viser en oversigt over passagerne.
/ritzau/