Flertal i EU-Parlamentet ønsker forenkling af regler om skovrydning
Et flertal i EU-Parlamentet stemmer for forenkling af EU's regler om skovrydning trods kritik fra De Grønne.
Det skal være lettere for virksomheder og EU-lande at implementere EU's regler om skovrydning.Det mener et flertal i EU-Parlamentet, som onsdag stemte for, at parlamentets position i de kommende forhandlinger skal være at forenkle EU's lovgivning på området.
Lovgivningen blev vedtaget i 2023 for at sikre, at produkter, der sælges i EU, ikke stammer fra skovryddet land.
Underdirektør i SMVdanmark, Alexander Søndergaard, er glad for vedtagelsen.
- Lovgivningen har et nobelt formål om at mindske problemerne med afskovning, men i praksis vil den komme til at blive endnu en voldsom byrde på dansk erhvervsliv, herunder særligt på mange mindre boghandlere og træimportører, siger Alexander Søndergaard.
Parlamentet lægger op til, at det alene skal være de virksomheder, der først introducerer et produkt på EU-markedet, der skal tjekke, at det ikke stammer fra skovryddet land.
Dermed slipper de operatører og forhandlere, der efterfølgende markedsfører produktet, for at gøre det samme.
Ifølge flertallets holdning skal store operatører og forhandlere desuden først overholde forpligtelserne i forordningen fra den 30. december 2026.
Mindre virksomheder skal have frist til den 30. juni 2027, hvis det står til flertallet i parlamentet.
Samtidig skal de mindre virksomheder fremover kun indsende en enkelt, forenklet erklæring, når de er omfattet af reglerne.
Teksten blev vedtaget med 402 stemmer for og 250 imod. Otte stemte hverken for eller imod.
Blandt nej-stemmerne var De Grønne i EU-Parlamentet.
SF's medlem af EU-Parlamentet, Rasmus Nordqvist, mener, at beslutningen vil gå ud over naturen.
- Når afskovningsloven bliver pillet fra hinanden, ødelægger det ikke bare naturen.
- Det underminerer også den tryghed, vi med loven giver forbrugere til, at det, de køber i supermarkedet, ikke ødelægger naturen, siger Rasmus Nordqvist.
Med onsdagens vedtagelse af position er EU-Parlamentet nu klar til at indlede forhandlinger med EU-landene.
Først når der er en aftale mellem medlemsstaterne og EU-Parlamentet, kan lovgivningen træde i kraft.
Det skal efter planen ske inden udgangen af 2025, for at den etårige udsættelse kan træde i kraft.
/ritzau/
