Statsborgerskab kræver korrekte svar om kommunalvalget og droner

26. NOV 2025 • 16:00INDLAND/KRIMINAL

6467 udlændinge har onsdag været tilmeldt prøve, hvor de skulle vise deres viden om dansk kultur og historie.

Hvorfor blev Københavns Lufthavn lukket om aftenen den 22. september 2025?

Det er et af spørgsmålene i indfødsretsprøven, der onsdag er blevet afholdt på 46 sprogcentre over hele landet.

Deltagerne skulle også svare på, hvilket parti der fik flest stemmer på landsplan til kommunalvalget. Og om der findes en regel i Danmark om, at kvinder og mænd skal have lige løn for det samme arbejde.

Spørgsmålene fremgår af prøven, der er blevet offentliggjort af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri).

Hvis man skulle være i tvivl, så er svaret på spørgsmålet om Københavns Lufthavn, at den lukkede, fordi der blev rapporteret om droner.

Det var Socialdemokratiet, der på landsplan blev størst ved kommunalvalget den 18. november, og ja - der er lovgivet om ligeløn i Danmark.

6467 udlændinge, som ønsker at få dansk statsborgerskab, var tilmeldt prøven.

Her havde de 45 minutter til at besvare 45 spørgsmål om danske samfundsforhold, kultur, historie og værdier.

Indfødsretsprøven er et af de punkter, som skal bestås, hvis en udlænding skal kunne tildeles dansk statsborgerskab.

Mindst 36 af spørgsmålene - som alle har svarmuligheder - skal man svare rigtigt på, for at prøven er bestået.

De fleste af de 45 spørgsmål har deltagerne haft mulighed for at forberede sig på med hjælp fra læremateriale.

Men der er fem spørgsmål om aktuelle emner og fem om danske værdier, som ikke er dækket i lærematerialet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT