EU's udenrigschef opfordrer til at begrænse Ruslands hær i fredsaftale
Risikoen for et nyt russisk angreb er fortsat til stede, hvis ikke Ruslands militær begrænses i fredsaftale.
- Hvis vi vil undgå, at krigen fortsætter, så bør vi begrænse Ruslands hær og deres militærbudget.Sådan lyder det fra EU's udenrigschef, Kaja Kallas, på et pressemøde efter et videomøde for EU-landenes udenrigsministre.
- Hvis Rusland bruger tæt på 40 procent af sit budget på militæret, så vil de bruge militæret igen.
- Det er en trussel mod os alle, og derfor bør fokus (i fredsforhandlingerne, red.) være på de indrømmelser, Rusland skal give, siger Kaja Kallas.
Dermed kritiserer hun indirekte det første udkast til en fredsaftale på 28 punkter, som USA's præsident, Donald Trump, har fremlagt.
Her var det ikke Ruslands hær, men Ukraines, der som del af aftalen skulle begrænses til 600.000 mand. Ukraines hær anslås at tælle omkring en million mand på nuværende tidspunkt ifølge Reuters.
Men det vil være en fejl at gå ned ad den vej, mener Kallas.
- Det er det enkelte lands suveræne ret at beslutte størrelsen på deres militær.
- Derfor bør vi ikke gå ind i den fælde, som Rusland sætter ved at tale om en begrænsning på Ukraines hær, siger Kaja Kallas.
Hun fremhæver, at Ukraine "aldrig" har angrebet Rusland.
- Så fokus bør være på, hvilke indrømmelser vi ser fra russisk side, så de ikke har chancen for at invadere igen, siger Kaja Kallas.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fastslog tidligere onsdag i en tale til EU-Parlamentet, at enhver aftale skal sikre en "retfærdig og varig fred", som giver reel sikkerhed for Ukraine og Europa.
- Som suveræn nation kan der ikke være begrænsninger for Ukraines væbnede styrker, der ville gøre landet sårbart over for fremtidige angreb, sagde von der Leyen.
Ifølge en talsmand for EU-Kommissionen betyder meldingen ikke, at EU vil modsætte sig ethvert loft over Ukraines hær i en fredsaftale. Men beslutningen skal træffes af Ukraine selv, siger talsmanden.
/ritzau/
