Flere end 1000 er blevet anholdt under britiske optøjer
1024 personer er blevet anholdt, og 575 er blevet tiltalt under den seneste tids vold i England, oplyser NPCC.
Britisk politi har anholdt over 1000 personer i forbindelse med de optøjer, der i løbet af de sidste to uger har fundet sted i England.Det oplyser politiet tirsdag på det sociale medie X.
- Styrker på tværs af landet har nu foretaget flere end 1000 anholdelser i forbindelse med de seneste voldelige uroligheder, skriver Storbritanniens Landsforening for Politimestre (NPCC).
Mens 1024 personer er blevet anholdt, er det for 575 personer også endt med, at der er blevet rejst tiltale.
Ifølge nyhedsbureauet AFP kan det blive til flere tiltaler, fordi retsvæsnet fortsat er i gang med at behandle sagerne.
Optøjerne har fundet sted i en række både mindre og større byer i England og det nordlige Irland, efter at en 17-årig dreng den 29. juli gik til angreb med en kniv under et dansearrangement i byen Southport.
Tre piger på henholdsvis seks, syv og ni år blev dræbt.
Siden opstod der voldelige antimuslimske og indvandrerkritiske protester, fordi der havde været spredt misinformation om gerningsmanden - blandt andet om hans nationalitet.
Blandt dem, der tirsdag mødte i retten, var en 13-årig pige. Hun erkendte at have truet med vold uden for et opholdssted for asylansøgere i Aldershot, som ligger sydpå.
I Hull i det nordøstlige England erkendte en mand ved navn John Honey sig skyldig i anklager om, at han havde deltaget i et angreb mod en bil med tre rumænske mænd i og i angreb mod politiet.
Han erkendte sig også skyldig i tre tilfælde af indbrud, efter at han under optøjerne deltog i plyndring af flere butikker.
Premierminister Keir Starmer har tidligere anklaget den ultrahøjreorienterede English Defense League for at have "kapret" den tragiske hændelse og brugt den i en voldelig racistisk og antimuslimsk kampagne.
Regeringen har forsøgt at gribe ind med blandt andet tusindvis af ekstra betjente og et højt alarmberedskab.
/ritzau/