Dansk angreb kørte over Tyskland: Vi overgik OL-finalen

21. JAN 2025 • 23:05SPORT

Sommerens OL-finale endte 39-26 til Danmark over tyskerne, men tirsdag blev der lagt et ekstra niveau på.

Sommerens OL-finale har stået som et klart eksempel på dansk angrebsspil efter drejebogen, men tirsdagens sejr over Tyskland overgik OL-præstationen.

Sådan udlægger Rasmus Lauge i hvert fald teksten efter storsejren.

- Det er det bedste angrebsspil, jeg har været med til. Det tror jeg ærligt, at det var, siger Rasmus Lauge.

De to kampe har det til fælles, at håndboldherrerne har banket Tyskland med et skarpt og tempofyldt angrebsspil.

Tirsdag i første VM-mellemrundekamp endte det 40-30 til Danmark. Særligt i første halvleg overgik landsholdet sig selv, mener playmakeren.

- Der var ikke rigtig nogen, der kunne forestille sig, at vi kunne overgå vores angrebsspil fra OL-finalen for et halvt år siden. Men det gjorde vi.

- Det er det flotteste, jeg har været med til. Det er næsten lidt uvirkeligt, siger Lauge.

I de få forsvarspassager, hvor Rasmus Lauge sad på bænken, sad han selv og sammenlignede kampen, der bragte OL-minder frem for playmakeren.

Særligt fordi store præstationer fra Mathias Gidsel og Simon Pytlick fungerede som det rene deja-vu for Lauge.

- Det er en drøm at kunne spille med de to gutter på hver min side. For mig er opgaven bare at få sat angrebet bedst muligt i scene, siger han.

Og missionen om at sætte angrebet i scene lykkedes ganske godt foran et fyldt Boxen.

Helt samme vendinger om sejren vil landstræner Nikolaj Jacobsen ikke bruge.

Han indrømmer dog, at det er yderst svært at finde hårene i den danske håndboldsuppe.

- Jeg kan altid finde nogle ting, men det bliver i petitesseafdelingen. Angrebsmæssigt er det noget vanvittigt flot håndbold, det må jeg sige.

- Tyskland spillede også noget god håndbold. Vi havde lidt udfordringer defensivt, men så er det rart, at man i den anden ende kan løse tingene så flot, som vi gjorde, siger Nikolaj Jacobsen.

Med sejren over Tyskland fører Danmark sin mellemrundegruppe med seks point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT