Trump trækker USA ud af klimaaftale foran jublende tilskuere
Donald Trump har underskrevet et dokument, hvor han meddeler til FN, at USA forlader Paris-aftalen.
Foran et begejstret publikum tog Donald Trump mandag hul på sin anden præsidentperiode ved at underskrive en række dekreter i Capital One Arena i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.Underskrifterne kom i kølvandet på en tale, hvor Trump blandt andet meddelte, at han øjeblikkeligt vil trække sig fra Paris-aftalen fra 2015.
- Kunne I forestille jer Biden gøre sådan noget her? Det tror jeg ikke, lød det fra Trump, da han underskrev dekreterne midt i arenaen.
Arrangementet fandt sted mandag først på aftenen lokal tid - natten til tirsdag dansk tid. Da Trump forlod arenaen, kastede han sine kuglepenne ud til tilskuerne, inden sangen "Y.M.C.A." blev sat på.
Kort forinden havde han sat sin underskrift på et dokument, hvor han meddeler til FN, at USA trækker sig fra Paris-aftalen.
Aftalen blev indgået på FN's klimatopmøde i Paris i 2015 og har siden været en rettesnor for verdens lande i håndteringen af klimaforandringer.
Næsten 200 lande underskrev aftalen, hvis mål er at begrænse den globale temperaturstigning i dette århundrede til et godt stykke under 2 grader og at forsøge at holde temperaturstigningen på højst 1,5 grader.
Stigningen skal ses i forhold til temperaturen før industrialiseringen - og før verdens lande begyndte at brænde kul og olie af og dermed udlede store mængder CO2, som har bidraget til temperaturstigningerne.
Donald Trump trak også USA ud af aftalen, da han sidst var præsident. Amerikanerne tilsluttede sig aftalen igen under præsident Joe Biden.
Hos Dansk Industri ærgrer man siger over Trumps seneste udmelding. Det skriver vicedirektør Anne Højer Simonsen i en skriftlig kommentar.
- Det kan næsten ikke beskrives, hvor trist det er at USA trækker sig fra Paris-aftalen - igen, skriver hun natten til tirsdag dansk tid.
- Hele verden har brug for et USA, der også kæmper for klimaet, for landet udleder både meget CO2 og er samtidig en vigtig spiller i den globale klimaindsats, lyder det fra Anne Højer Simonsen.
Efter at have underskrevet en række dekreter i Capital One Arena satte Trump kurs mod Det Hvide Hus, hvor underskrifterne ventes at fortsætte.
/ritzau/