Liverpool fortsætter sejrsmarch i Champions League

21. JAN 2025 • 23:03SPORT

Med sejr nummer syv af syv mulige i Champions League er Liverpool ét point fra at have sikret topplaceringen.

Ganske vist fik Lille stoppet Liverpools stime med ikke at lukke mål ind i Champions League. Men franskmændene kunne ikke forhindre Liverpool i at fortsætte med maksimumpoint med en 2-1-sejr.

Det betyder, at englænderne med blot et enkelt point i sidste runde vil være sikre på at slutte øverst.

Lille var kommet til Anfield med frisk tilgang, og de engelske favoritter fik på ingen måde lov til bare at sætte sig på begivenhederne.

De franske gæster stod godt i defensiven, men havde også masser af fine momenter i modsatte ende.

Alisson Becker i Liverpools mål blev ikke udfordret meget, men han var ikke arbejdsløs.

At Lille ikke pakkede sig blev bevist ti minutter før pausen, da en høj bagkæde blev overrumplet af en stikning til lynhurtige Mohamed Salah. Lucas Chevalier i Lille-målet blev fanget lidt på mellemhånd, og Salah lagde køligt bolden forbi ham.

En lidt chancefattig første halvleg bød ikke på yderligere scoringer.

Efter pausen formåede Arne Slots Liverpool-tropper at sætte sig mere på opgøret, og flere gange var man tæt på at bringe sig på 2-0.

Da Aissa Mandi efter en times spil fik advarsel nummer to, og Lille blev reduceret til ti mand, så det for alvor svært ud for gæsterne, som i forvejen havde store problemer med at skabe chancer.

Intet havde peget på, at Jonathan David få minutter senere fik en ripost i Liverpool-feltet, og ud af det blå udlignede den canadiske angriber på Lilles eneste afslutning inden for rammen i hele kampen.

Ikke siden Liverpool i tredje minut af kampen i første runde mod AC Milan indkasserede et mål, havde en modstander passeret Alisson Becker. Godt 600 europæiske minutter senere stoppede David den lange stime.

Til gengæld kunne franskmændenes ti mand ikke holde stand i længden. Fem minutter efter udligningen gjorde Harvey Elliott det til 2-1 på et afrettet langskud.

Lille forsøgte med lidt mere offensiv i slutfasen, men Liverpools sejr kom aldrig for alvor i fare.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT