Tyskland opgiver at redde pukkelhval efter over en uges kamp

1. APR 2026 • 20:18UDLAND

Strandet hval er svækket, trækker vejret uregelmæssigt og reagerer ikke på mennesker, siger forsker.

Tyske myndigheder har opgivet at redde en pukkelhval, der en uges tid har kæmpet i lavvandede områder ud for Nordtyskland.

Det 13,5 meter lange havpattedyr kom første gang i offentlighedens søgelys, da det 23. marts strandede på en sandbanke nær byen Lübeck.

Siden lykkedes det at få gravet hvalen fri.

Men den bevægede sig på ny mod lavvandede områder langs østersøkysten og ligger nu tæt på øen Poel.

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at give den en chance. Det er en exceptionel tragedie, siger Till Backhaus, der er miljøminister i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, ifølge NDR mandag.

Det er uvist, hvorfor hvalen er strandet.

Større hvaler er ikke hjemmehørende i Østersøen. Men nogle gange finder de alligevel vej dertil efter for eksempel at have fulgt efter fiskestimer.

Lyde under vandet kan muligvis også spille en rolle og gøre hvaler desorienterede.

Myndighederne havde håbet, at hvalen efter at være blevet gravet fri ville have søgt vestpå mod Atlanterhavet, hvor pukkelhvaler er hjemmehørende.

Men onsdag blev håbet endegyldigt opgivet efter flere dage med negative meldinger.

Forskeren Burkard Baschek, som tog del i redningsaktionen, siger ifølge nyhedsbureauet AFP:

- Vi er overbeviste om, at dyret kommer til at dø.

Han forklarer, at det er alvorligt svækket, har "meget, meget uregelmæssig" vejrtrækning og "praktisk talt" ikke reagerer på menneskers tilstedeværelse.

Der er blevet oprettet en zone på 500 meter omkring hvalen, så den ikke bliver forstyrret.

- Nu er vores opgave at give den noget fred, siger Backhaus.

Myndigheder har udelukket at aflive hvalen, skriver AFP. Det vil være for farligt for både hvalen og dem, der skal gøre det.

En række kaskelothvaler strandede i løbet af vinteren i Danmark.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT