Arkæologer støvsugede dansk skib og fandt menneskekæbe

2. APR 2026 • 06:00INDLAND/KRIMINAL

Nye fund om bord på vrag giver en helt anden vinkel på dansk historie, fortæller dansk marinarkæolog.

En menneskekæbe, kridtpiber og kanonkugler.

Under flere meter sort slam på bunden af Københavns Havn har marinearkæologer gjort en række særlige fund i et skibsvrag, der menes at være linjeskibet Dannebroge.

Skibet var med i det historiske slag Slaget på Reden for i dag præcis 225 år siden.

Under slaget i 1801 brød skibet i brand. Det drev nordpå og eksploderede senere.

Siden da har det været kendt, at resterne af det gamle skib lå på bunden.

Men som noget nyt har marinearkæologerne for første gang kunnet foretage arkæologiske undersøgelser af et vrag fra slaget.

De finder genstande med flere hundrede år på bagen ved hjælp af en særlig form for støvsuger.

Det fortæller Morten Johansen, der er leder af marinarkæologi på Vikingeskibsmuseet i Roskilde og har arbejdet på Dannebroge med kollegaerne.

- Det er et vanddrevet sugeaggregat. Man vender vandstrålen om, og så virker den som en støvsuger, fortæller han.

Først fjernes slam i en grovsugning. Derefter følger en finere sugning, hvor materialet ender i et net, der kommer med op til overfladen og bliver sorteret.

Støvsugeren har en diameter på omkring 15 centimeter.

- Der kan alle de små personlige genstande komme med, hvis ikke dykkeren får øje på dem. Og det kan være svært, fordi man er i en sky af sort slam, fortæller Morten Johansen.

Vraget er placeret, hvor Lynetteholmen kommer til at ligge i fremtiden.

Derfor skal arkæologerne nå at dokumentere alt det, de kan, før det ikke længere bliver muligt at komme ned til vraget.

Lynetteholmen er nemlig en kunstig ø til beboelse, der bliver bygget i forlængelse af Refshaleøen ud for København. Det er By & Havn, som anlægger Lynetteholmen.

Derfor er det også By & Havn, der har finansieret Vikingeskibsmuseets arbejde med at identificere, undersøge og bjærge kulturhistoriske værdier nær Lynetteholmen.

Vikingeskibsmuseet står for arbejdet, da museet har ansvaret for arkæologien på havbunden øst for Storebælt.

Arkæologerne har dykket siden årsskiftet og forventer at være færdige 8. maj.

Vejen til vraget kræver en dykkertur 15 meter under overfladen, hvor sigtbarheden er næsten nul.

Og det er ikke helt ufarligt arbejde, fortæller Morten Johansen.

- Vi har fundet nogle kanonkugler, som vi ikke kan vide, om er granater. Er der krudt i, virker det igen, når det tørrer, så i virkeligheden er det altså stadig aktivt, derfor beskytter vi os ved at holde det vådt.

Men det er risikoen værd, for arkæologerne finder nye genstande, der tegner et markant andet billede af det historiske slag, fortæller Morten Johansen.

På museer ser man ofte genstande fra officererne, men for hver af dem har der været 50 mand, der ikke er blevet skrevet om, siger han.

- Det er menige sømænd, der er blevet hvervet og presset til at være om bord i forbindelse med denne her forholdsvis voldsomme handling.

- Vi finder uniformsdele og soldaterstøvler. Det er alle de ting, der ikke bliver beskrevet i heltefortællingen om Slaget på Reden, så vi får en helt anden vinkel på historien, afslutter han.

- Det er altid relevant at få en anden kilde til historien. Især når vi ved, at historien kun beskæftiger sig med dem, der har været kendte og rige nok til at blive skrevet om.

Slaget på Reden er et søslag, der blev udkæmpet mellem en britisk og en dansk flåde 2. april 1801.

Danske søfolk kæmpede mod de overlegne briter i mere end fire timer, og slaget endte med dansk nederlag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT