Israel vil kontrollere Sydlibanon når konflikt er slut

31. MAR 2026 • 13:30UDLAND

Der skal etableres en sikkerhedszone i Libanon med inspiration fra Gaza, siger Israels forsvarsminister.

Israels militær skal opretholde kontrollen med dele af det sydlige Libanon - også efter at den igangværende konflikt med Hizbollah-militsen er ovre.

Det siger Israels forsvarsminister, Israel Katz, ifølge Times of Israel.

I den forbindelse skal alle boliger i det sydlige Libanon nær grænsen til Israel rives ned, og der skal etableres en sikkerhedszone i området.

Det skal ske med inspiration fra Gaza.

- Ved operationens afslutning vil IDF (Israels militær, red.) etablere en sikkerhedszone inde i Libanon og opretholde sikkerhedskontrollen over hele området op til Litanifloden, siger Israel Katz efter et møde med Israels militær.

Litanifloden løber cirka 30 kilometer nord for grænsen mellem Israel og Libanon.

Formålet med sikkerhedszonen er ifølge forsvarsministeren "at fjerne truslerne nær grænsen én gang for alle".

Samtidig vil Israel forbyde flere end 600.000 personer at vende tilbage til deres hjem i Libanon syd for Litanifloden.

Indbyggerne må først vende hjem, når det er sikkert for israelere at opholde sig i det nordlige Israel.

Hizbollah har den seneste måned gentagne gange angrebet primært det nordlige Israel med droner og raketter fra det sydlige Libanon.

Det er sket som gengældelse for Israel og USA's angreb på Iran og drabet på Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Hizbollah er støttet økonomisk og militært af Iran.

- Vi er fast besluttede på at adskille Libanon fra den iranske arena - at trække slangens tænder ud og fratage Hizbollah evnen til at true, siger Israel Katz.

Han tilføjer, at Israel vil ændre situationen i Libanon ved en kontinuerlig militær tilstedeværelse i landet.

Israel og Hizbollah har været i konflikt med hinanden, siden militsen blev skabt i 1982, hvor Israel invaderede Libanon.

Tre år senere - i 1985 - etablerede Israel en sikkerhedszone i det sydlige Libanon, sådan som Israel vil gøre igen. Sikkerhedszonen blev opretholdt frem til 2000, hvor Israels militær trak sig ud af Libanon.

Siden har konflikten mellem Israel og Hizbollah ulmet, og den er ved flere lejligheder blusset op - herunder i 2006 og under Israels krig i Gaza.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT