EU's udenrigschef: EU-lande skal følge arrestordre på Netanyahu
Alle 27 EU-lande er medlem af Den Internationale Straffedomstol. De skal respektere arrestordre, lyder det.
EU's medlemslande skal respektere Den Internationale Straffedomstols (ICC) "bindende beslutning" om at udstede en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell. Udmeldingen kommer torsdag på et pressemøde med Jordans udenrigsminister, Ayman Safadi.
- Det er ikke en politisk beslutning. Det er en beslutning fra en international straffedomstol. Beslutningen skal respekteres og implementeres, siger Josep Borrell.
Den Internationale Straffedomstol har torsdag også udstedt arrestordrer på den forhenværende israelske forsvarsminister Yoav Gallant.
Domstolen kræver dem anholdt, ligesom den også mener, at Hamas-leder Mohammed Deif skal anholdes. Deif blev meldt død i juli, men det har domstolen ikke kunnet bekræfte.
Hvis et land er medlem af ICC, har det pligt til at samarbejde med domstolen. Men i praksis har det få konsekvenser at lade være.
EU's udenrigschef lægger dog op til, at EU-landene bør samarbejde med domstolen om at gennemføre arrestordren.
- Vi tager beslutningen fra ICC om at udstede arrestordre på premierminister Netanyahu, den forhenværende israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, og Hamas-lederen Deif til efterretning.
- Denne beslutning er bindende. Og alle stater, der er medlem af domstolen, hvilket inkluderer alle EU's medlemslande, er forpligtet til at implementere beslutningen, siger Josep Borrell.
Ud over at have fokus på Deif har straffedomstolen undersøgt, om der kunne udstedes arrestordrer på Hamas-lederne Ismail Haniyeh og Yahya Sinwar.
Men da begge er blevet konstateret dræbt i israelske angreb, har ICC droppet at udstede arrestordrer på dem.
ICC er etableret på baggrund af Rom-statutten. Lande, der har ratificeret statutten, er forpligtede til at samarbejde med domstolen.
Danmark og andre EU-lande samarbejder med ICC, mens USA, der er Israels nærmeste allierede, ikke har ratificeret statutten og dermed ikke er forpligtet til at anholde Netanyahu eller Gallant, hvis de rejser til USA.
/ritzau/