Tidligere minister anholdt efter tagkollaps i Serbien

21. NOV 2024 • 15:10UDLAND

Politiet har torsdag foretaget 11 anholdelser, efter at taget på en togstation faldt ned for tre uger siden.

En tidligere serbisk minister for byggeri er blandt 11 anholdte efter tagkollapset på en togstation for tre uger siden i byen Novi Sad i Serbien.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Anklageren hævder, at den tidligere minister Goran Vesic er blandt de anholdte, men det afviser han selv i et opslag på Facebook.

Vesic trak sig tre dage efter tagkollapset, der skete den 1. november.

15 personer omkom i forbindelse med ulykken i Novi Sad, hvor taget på togstationen af endnu uvisse årsager styrtede sammen.

Læger kæmper fortsat for at redde livet for to tilskadekomne.

Tagkollapset skete efter flere års renovering af togstationen. Et konsortium bestående af fire selskaber stod for renoveringen.

Det sammenstyrtede tag har fået utilfredse serbere på gaden for at få stillet nogen til ansvar for ulykken.

Demonstranter har blandt andet krævet borgmesteren i Novi Sad samt Serbiens premierminister Milos Vucevics afgang.

Oppositionen i Serbiens parlament har ventet utålmodigt på, at nogen blev draget til ansvar.

I de seneste tre dage har oppositionspolitikere blokeret dørene ind til anklagerens kontor med krav om en hurtigere efterforskning. Det er undervejs kommet til sammenstød med politiet.

Torsdagens anholdelser bliver mødt med delvis tilfredshed hos oppositionspolitikeren Marinika Tepic.

- Jeg er sikker på, at disse anholdelser ikke ville være sket uden vores vedholdenhed. Men vi er ikke ikke tilfredse med sigtelserne, siger Marinika Tepic i et opslag på X.

Det er uklart, hvad anklagerne sigter de 11 anholdte for.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT