Operation kræver måneders pause for dansk NHL-målmand

21. NOV 2024 • 18:44SPORT

Frederik Andersen skal opereres i knæet, og NHL-målmanden forventes ude i 8 til 12 uger.

Der vil gå måneder, før den danske ishockeymålmand Frederik Andersen igen er klar til at komme på isen for NHL-holdet Carolina Hurricanes.

Frederik Andersen skal opereres i knæet fredag og forventes at være ukampdygtig i 8 til 12 uger.

Det oplyser Carolina Hurricanes' general manager, Eric Tulsky, skriver NHL-holdet på sin hjemmeside.

Den 35-årige dansker blev meldt skadet i slutningen af oktober, efter at han havde følt sig utilpas under en NHL-kamp mod Seattle Kraken.

Frederik Andersen havde fået en glimrende start på sæsonen, indtil han blev skadet.

Carolina Hurricanes har vundet i tre af de fire kampe, som danskeren indtil videre har spillet i sæsonen.

Målmanden har samtidig en redningsprocent på 94,1. Det var den næstbedste i ligaen, på det tidspunkt Andersen pådrog sig skaden.

Danskeren har kontraktudløb efter sæsonen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT