EU's præsident om USA's nye strategi: Vi har forskellige verdenssyn

8. DEC 2025 • 13:02UDLAND

USA tror ikke længere på de samme ting som EU, lyder udmeldingen fra António Costa.

Europas forhold til USA har ændret sig. Og det er ikke til det bedre.

Det fastslår EU's præsident, António Costa, i en tale ved den såkaldte Jacques Delors Konference i Paris mandag.

Udmeldingen kommer efter offentliggørelsen af USA's nye sikkerhedsstrategi, som anlægger et kritisk syn på Europas evne til at klare fortsat migration og forsvare sig selv.

Trump-administrationens udmeldinger får hård kritik fra Costa:

- USA tror ikke længere på multilateralisme, på den regelbaserede internationale orden eller på klimaforandringer. Vi har forskellige verdenssyn, fastslår Costa.

Dermed tager han afstand fra USA, som i årtier har været set som garanten for Europas sikkerhed og fortsat er en dominerende faktor i Nato.

- Denne strategi omtaler ganske vist fortsat Europa som en allieret. Det er godt. Men hvis vi er allierede, skal vi handle som allierede. Og allierede truer ikke med at blande sig i disse allieredes demokratiske liv eller indenrigspolitiske valg, siger Costa.

Udmeldingen kommer, efter blandt andre USA's præsident, Donald Trump, og USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, har kritiseret Europa for at have indført censur mod eksempelvis kritikere af migration.

Den amerikanske strategi fremhæver og roser samtidig den "stigende indflydelse, som patriotiske europæiske partier har".

- Europæerne deler naturligvis ikke amerikanernes syn på forskellige spørgsmål. Det er naturligt.

- Det, vi ikke kan acceptere, er denne trussel om indblanding i Europas politiske liv. USA kan ikke erstatte de europæiske borgere i beslutningen om, hvilke partier der er de rigtige, og hvilke der er de forkerte, siger Costa.

USA's nye sikkerhedsstrategi blev fremlagt i sidste uge. Den vakte opsigt ved at beskrive et Europa i så stor en nedtur, at det ifølge USA må og skal skifte kurs.

Europa er ifølge strategien et sted, hvor ytringsfriheden og den politiske frihed er under pres, hvor folk har mistet deres "nationale identitet og selvtillid", og hvor manglende politisk handling over for migration skaber splid.

- Skulle de nuværende tendenser fortsætte, vil kontinentet være ukendeligt om 20 år eller mindre, står der.

Europa er i en økonomisk nedtur og truet af "civilisatorisk udradering", hedder det i den amerikanske strategi.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT