Epsteins assistent giver nye navne på mulige overgrebsmænd

22. MAJ 2026 • 04:06UDLAND

Formand for kongresudvalg, der undersøger Epstein, kalder nye oplysninger for det, som udvalget har ventet på.

En mangeårig assistent for Jeffrey Epstein har givet tre nye navne på formodede overgrebspersoner i den dømte seksualforbryders netværk.

Det er sket under en lukket høring torsdag i det amerikanske kongresudvalg, der efterforsker Epsteins forbrydelser, skriver CNN.

Den republikanske formand for House Oversight Committee, James Comer, fortæller, at de tre navne ikke på forhånd var kendt.

Han beskriver det som et lovende spor i undersøgelsen af den afdøde finansmand.

- De nye navne, det er det, vi har ventet på. Jeg er mere optimistisk i dag, end jeg har været i lang tid, siger James Comer ifølge CNN.

- Af alle de personer, vi indtil videre har interviewet, var dette uden tvivl det mest afgørende og produktive interview, vi har haft, tilføjer han.

Han ønsker ikke at oplyse navnene på de tre personer, men lover at offentliggøre et referat af assistenten Sarah Kellens vidneudsagn hurtigst muligt.

Jeffrey Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.

Finansmanden blev i 2008 dømt for handel med en mindreårig pige ved at have rekrutteret hende til prostitution.

I 2007 blev hans assistent Sarah Kellen udpeget som en potentiel medskyldig i Epsteins forbrydelser. Nogle mener, at hun hjalp ham med at rekruttere og misbruge piger.

Hun beskriver sig dog selv som et offer for Epsteins overgreb, skriver CNN.

Torsdagens vidneudsagn fra Sarah Kellen foregik bag lukkede døre. CNN har dog set Kellens indledende bemærkninger, hvori hun siger, at hun blev seksuelt og psykisk misbrugt af Epstein.

Hun fortæller, at Epsteins overgreb mod hende foregik ugentligt og til tider var voldelige. Hun hævder blandt andet, at Epstein voldtog hende i et fitnesscenter i Palm Beach, og at hun blev misbrugt på hans ranch i New Mexico.

Udvalget i Repræsentanternes Hus er ledet af Republikanerne og undersøger personer med forbindelse til Epstein. Den tidligere præsident Bill Clinton og hans hustru, Hillary Clinton, er også blevet afhørt af udvalget.

Demokraterne mener, at kongresudvalgets undersøgelse bliver brugt som politisk våben til at angribe USA's præsident Donald Trumps politiske modstandere.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT