USA anholder magtfuld chefs søster og lægger mere pres på Cuba

22. MAJ 2026 • 02:10UDLAND

Kort tid efter at USA har rejst tiltale mod ekspræsident Raúl Castro, strammer USA skruen yderligere.

USA har anholdt Adys Lastres Morera, som er søster til chefen for et omfattende konglomerat af militærdrevne virksomheder på Cuba.

Det skriver USA's udenrigsminister, Marco Rubio, på det sociale medie X.

- Morera administrerede ejendomme og boede i Florida, samtidig med at hun støttede Havanas kommunistiske regime, indtil jeg ophævede hendes permanente opholdstilladelse, skriver Rubio.

- Der vil ikke være noget sted på jorden - og slet ikke i vores land - hvor udenlandske statsborgere, som truer vores nationale sikkerhed, kan leve overdådigt, tilføjer udenrigsministeren.

Ifølge den amerikanske immigrationsmyndighed ICE blev hun anholdt i Miami, og er nu i myndighedens varetægt. Ifølge ICE udgør Morera en trussel mod USA og undergraver amerikanske udenrigspolitiske interesser.

Anholdelsen kommer kort tid efter, at USA's justitsministerium har rejst tiltale mod Cubas tidligere præsident Raúl Castro.

USA har med præsident Donald Trump i spidsen øget presset på det kommunistisk ledede Cuba den seneste tid. Trump har også ytret ønske om et regimeskifte.

Adys Lastres Morera er søster til chefen for det cubanske GAESA. Det er en militærdrevet virksomhedsgruppe, som Cuba sjældent taler offentligt om, skriver nyhedsbureauet Reuters.

GAESA kontrollerer mange af Cubas femstjernede hoteller, østatens største havn, landets største kommercielle bank samt et bredt udvalg af supermarkeder, tankstationer og virksomheder til pengeoverførsler.

Den stramt kontrollerede paraplyvirksomhed blev oprettet i 1990'erne under den daværende forsvarsminister Raúl Castro og er kontrolleret af Cubas militær.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kontrollerer GAESA mellem 40 og 70 procent af Cubas økonomi.

Trump-administrationen beskylder GAESA for at hamstre overskuddet fra Cubas mest værdifulde industrier og bruge dem til fordel for militæret og den cubanske elite.

- Den egentlige årsag til, at I ikke har elektricitet, brændstof eller mad, er, at de, der kontrollerer jeres land, har plyndret milliarder af dollar, men intet er blevet brugt til at hjælpe befolkningen, siger Rubio ifølge Reuters.

Cuba mener i stedet, at den aktuelle krise i østaten skyldes USA. Trump-administrationen har reelt indført en blokade mod Cuba ved at true med sanktioner mod lande, der leverer brændstof til øen.

Det har udløst strømafbrydelser og har forværret landets værste krise i årtier.

USA har gentagne gange indført sanktioner mod GAESA-virksomheder og har effektivt forbudt al amerikansk turisme til hoteller ejet af GAESA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT