EU er enige om at fjerne told på import af amerikanske varer

20. MAJ 2026 • 03:27UDLAND

EU er natten til onsdag nået frem til en foreløbig aftale, der skal fjerne told på import af varer fra USA.

EU er nået frem til en aftale om implementering af en handelsaftale med USA.

Det skriver konservative EPP, der er den største gruppe i EU-Parlamentet, natten til onsdag i en pressemeddelelse.

Ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP er der tale om en foreløbig aftale.

Formålet med aftalen er ifølge Reuters at fjerne told på import af amerikanske varer, hvilket er en central del af en handelsaftale, der i juli sidste år blev indgået mellem EU og USA.

- Rådet og EU-Parlamentet indgår en aftale om at implementere toldelementerne i den fælles erklæring, lyder det i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

USA's præsident, Donald Trump, gav tidligere i maj EU indtil 4. juli til at opfylde EU's del af handelsaftalen, der blev indgået mellem den amerikanske præsident og EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, på et møde i Skotland sidste sommer.

Hvis ikke det skete, vil USA pålægge EU højere toldsatser, lød det fra præsidenten.

- Jeg har ventet tålmodigt på, at EU opfylder sin del af den historiske handelsaftale, som vi blev enige om i Turnberry, Skotland, den største handelsaftale nogensinde!, skrev Trump den 7. maj i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

- Der blev givet et løfte om, at EU ville opfylde deres del af aftalen og, som aftalt, reducere deres toldsatser til nul!

Handelsaftalen fra juli 2025 fastsatte en amerikansk told på 15 procent på de fleste eksportvarer fra EU.

Oprindeligt havde EU et håb om, at man kunne nå til enighed med Trump om, at begge parter havde nul told på hinandens varer.

Med aftalen forpligtede EU sig desuden til at købe amerikanske våben og energi for betydelige summer.

Som led i aftalen skal EU købe energi af USA for 750 milliarder dollar over tre år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT