Eksmand accepterer 20 års fængsel i fransk sag om massevoldtægter

30. DEC 2024 • 09:19UDLAND

Dominique Pelicot havde ti dage til at overveje, om han ville anke dommen i sag om voldtægter af sin ekskone.

Franskmanden Dominique Pelicot har besluttet at modtage dommen på 20 års fængsel, som han blev idømt 19. december for blandt andet at have rekrutteret mænd til at voldtage sin nu tidligere hustru, Gisèle Pelicot.

Det oplyser hans advokat til nyhedsbureauet AFP.

Dominique Pelicot havde ti dage til at overveje, om han ville anke dommen. Fristen var søndag.

- Dominique Pelicot har besluttet ikke at anke dommen, siger advokat Beatrice Zavarro til AFP mandag morgen.

72-årige Pelicot var tiltalt for gentagne gange at have bedøvet sin hustru og ladet fremmede mænd voldtage hende.

Han filmede voldtægterne og gemte optagelserne på sin computer.

Pelicot tilstod under retssagen at have orkestreret voldtægterne, som stod på i en periode på næsten ti år. Mændene havde han mødt på nettet.

Foruden Dominique Pelicot var 50 andre mænd tiltalt i sagen. De blev alle kendt skyldige og idømt mellem tre og 20 års fængsel.

Nogle af mændene har erkendt, at de voldtog Gisèle Pelicot. Andre har fastholdt, at de troede, hun havde givet samtykke.

I retten har de forklaret, at de var af den opfattelse, der var tale om en form for leg, hvor Gisèle Pelicot lod som om, hun sov, mens de havde sex med hende.

To af mændene blev kendt skyldige i voldtægtsforsøg, mens to blev dømt for seksuelle overgreb. Resten blev dømt for fuldbyrdet voldtægt.

Mindst 15 af mændene har anket deres domme.

Sagen har fået stor opmærksomhed i Frankrig, og Giséle Pelicot insisterede under retssagen på, at offentligheden skulle have indblik i de detaljer om overgrebene, der blev fremlagt.

Blandt andet argumenterede hun for, at pressen og andre tilhørere skulle se videomaterialet, da det blev vist i retten, så de kunne se, at hun var bevidstløs, da hun blev voldtaget og udsat for andre overgreb.

I første omgang var det kun sagens advokater og anklagere, der måtte se materialet, men dette blev ændret efter protester fra Gisèle Pelicots advokater.

- Jeg har besluttet mig for ikke at skamme mig. Jeg har ikke gjort noget forkert. Det er dem, der skal skamme sig, sagde Gisèle Pelicot under et af retsmøderne i oktober.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT