Domstol: Fransk sag om IS-kvinder skal genoptages

14. SEP 2022 • 12:51UDLAND

Sager om to franske kvinder i lejre i Syrien skal genoptages, mener Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Frankrig skal ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol genoptage to sager om at hjemtage to kvindelige statsborgere, der sidder i kurdisk-kontrollerede lejre i Syrien.

Sådan lyder det i en afgørelsen fra domstolen onsdag.

Kendelsen lægger vægt på, at det er et brud mod de to kvinders rettigheder som franske statsborger, at de nægtes adgang til landet.

Sagen er rejst af to franske forældrepar, hvis døtre tog fra Frankrig til Islamisk Stat-kontrollerede dele af Syrien med deres respektive partnere.

Under deres ophold fik de to kvinder begge børn med deres partnere.

Efter Islamisk Stats fald endte de i kurdisk-kontrollerede lejre for Islamisk Stats (IS) tilhængere sammen med deres børn.

Frankrig har afvist at hjemtage de franske kvinder og deres børn, og derfor har kvindernes forældre trukket den franske stat i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for overtrædelser af en række rettigheder.

Herunder at den franske afgørelse var en overtrædelse af kvindernes ret til at komme tilbage til det land, hvor de havde statsborgerskab. Det gav domstolen dem medhold i.

I forældrenes anke var dog også omtalt, at den franske afvisning af hjemtagelser skulle være en overtrædelse af retten til ikke at opleve "inhuman eller ydmygende behandling eller afstraffelse".

Den rettighed mener domstolen dog ikke fandt anvendelse i de to pågældende sager.

Sagerne og begrundelsen for en eventuel kendelse var ventet med spænding i flere lande, og syv regeringer herunder den danske har afleveret et bidrag til sagerne.

I Frankrig har regeringen valgt at vurdere sager om hjemtagelse fra Syrien enkeltvis. I juli blev 16 kvinder og 35 børn - herunder forældreløse børn - fløjet hjem i fly chartret af den franske regering.

Ifølge forskellige menneskerettighedsgrupper findes 75 franske kvinder og 160 børn i kurdisk-kontrollerede lejre i Syrien.

I alt mener Human Rights Watch, at lejrene indeholder 40.000 udlændinge - de fleste af dem irakere.

Rettighedsgrupper og USA har talt for, at europæiske lande tager sine statsborgere hjemme fra lejrene.

Modsat har eksempelvis Frankrig talt for, at de tilbageværende franske borgere har sluttet sig til terrororganisationer og må retsforfølges lokalt.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT