USA udlover milliondusør for anholdelse af Venezuelas nye præsident
Nicolas Maduro er fredag blevet taget i ed som Venezuelas præsident. Oppositionen kalder det et statskup.
USA sætter 25 millioner dollar på højkant til den eller dem, der har informationer, som kan føre til, at Nicolas Maduro - Venezuelas nytiltrådte præsident - bliver anholdt eller dømt ved en domstol.Det oplyser amerikanske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Dusøren svarer til 182 millioner kroner.
Nicolas Maduro er fredag blevet taget i ed som Venezuelas præsident til protester fra både landets opposition og udlandet.
Venezuelas opposition beskylder Maduro for statskup.
Han hævder selv at have vundet præsidentvalget, som blev afholdt i juli 2024.
- Sig hvad I vil, gør hvad I må, men denne forfatningsmæssige indsættelse kunne ikke stoppes og er en stor sejr for demokratiet i Venezuela, sagde Maduro ifølge nyhedsbureauet AFP, da han blev taget i ed.
Dagene op til indsættelsen har været præget af store demonstrationer i Venezuelas gader, og torsdag blev Venezuelas oppositionsleder, Maria Corina Machado, tilbageholdt under én af demonstrationerne.
Senere blev hun løsladt.
Oppositionen mener, at det var Edmundo Gonzales, Maduros modstander ved præsidentvalget i juli sidste år, der vandt.
Samme opfattelse har blandt andre USA.
Udenlandske valgobservatører har da også sagt, at valget var uretfærdigt.
Ud over at udlove en dusør for Maduros anholdelse har USA's regering vedtaget sanktioner mod otte venezuelanske embedsmænd, skriver Reuters.
Blandt de sanktionerede personer er den nyligt tiltrådte direktør for Venezuelas statslige olieselskab, PDVSA, Hector Obregon, og Venezuelas transportminister, Ramon Velasquez.
Ligesom USA har Storbritannien fredag vedtaget sanktioner mod en række personer, der sættes i forbindelse med Maduro og hans regering.
62-årige Nicolas Maduro fra Socialistpartiet har været præsident siden 2013. Det er tredje præsidentperiode, som han tager hul på.
Præsidenten i Venezuela er både statsoverhoved og regeringsleder.
/ritzau/