Quarterback river akillessenen over for anden gang på få måneder
NFL-spilleren Deshaun Watson er blevet sat kraftigt tilbage i sin genoptræning, da han er blevet skadet på ny.
Meget tyder på, at Cleveland Browns ikke kan gøre brug af sin højtlønnede quarterback Deshaun Watson, når næste sæson begynder i september.NFL-holdet fra Ohio skriver i en pressemeddelelse, at Watson igen har fået konstateret en overrevet højre akillessene.
Samme akillessene rev han over 20. oktober i en kamp mod Cincinnati Bengals, og genoptræningen er nu sat kraftigt tilbage.
- Tidligere på ugen stødte Watson til CrossCountry Mortgage Campus for at gennemgå en fysisk test som en del af Browns' afrunding af sæsonen. Han klagede over ubehag efter at have vredet om på anklen i Miami. En MR-scanning viste, at akillessenen er revet over på ny.
- Det er uvist, hvor længe Watson vil være om at komme sig, og hvornår han kan vende tilbage. Han kommer formentlig til at misse en betydelig del af 2025-sæsonen, skriver Cleveland Browns i meddelelsen, der er delt på X.
Spørgsmålene står nu i kø for NFL-holdet, som i 2022 underskrev en femårig kontrakt med Watson til en værdi af 230 millioner dollar svarende til knap 1,7 milliarder kroner efter den nuværende kurs.
Det faldt mange for brystet, fordi Watson samtidig blev anklaget for seksuelle overgreb og krænkelser af mere end 20 kvinder.
23 ud af 24 sager endte dengang med forlig, og han er aldrig blevet dømt i retssystemet.
Før Watson i 2022 vendte tilbage til NFL, skulle han dog betale en bøde på fem millioner dollar og gennemgå et behandlingsprogram anbefalet af adfærdseksperter. Han fik også 11 kampes karantæne.
Op til den igangværende sæson blev quarterbacken igen anklaget for et overgreb, der angiveligt blev begået i 2020. Også den sag endte med et forlig.
Cleveland Browns valgte trods al den negative opmærksomhed uden for banen at sende adskillige værdifulde draftvalg til Houston Texans for at anskaffe sig amerikaneren.
Håbet var, at han med sine præstationer på banen kunne føre holdet til tiltrængt succes, men historien har mildest talt været en anden.
Watson har statistisk set været blandt de dårligste quarterbacks overhovedet i NFL de seneste sæsoner, og spørgsmålet er nu, hvor og hvornår han kan få karrieren tilbage på ret køl.
Hans kontrakt løber frem til udgangen af 2026-sæsonen.
/ritzau/