Demokrater frigiver billeder og videoer fra Epstein-ø
Der har været fokus på præsident Trumps tidligere forbindelse til den afdøde rigmand Jeffrey Epstein.
Demokraterne fra et tilsynsudvalg i Repræsentanternes Hus i USA har onsdag frigivet billeder og videoer fra en privat ø, som var ejet af den afdøde rigmand og dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.I alt er ti billeder og fire videoer blevet frigivet - flere af dem i et opslag på det sociale medie X.
Materialet viser blandt andet flere sove- og badeværelser og en fastnettelefon med fornavne skrevet på knapper for hurtige opkald.
Ifølge nyhedsbureauet AFP stammer det fra øen Little Saint James.
I 2018 kom flere historier frem om seksuelle forbrydelser udført af Epstein og hans netværk.
Året efter blev han anholdt under anklage for menneskehandel.
De nye billeder og videoer er ifølge udvalget fra en af Epsteins øer på De Amerikanske Jomfruøer.
- Disse nye billeder er et foruroligende kig ind i Jeffrey Epsteins og hans øs verden, siger demokrat og højtstående medlem af tilsynsudvalget Robert Garcia i en udtalelse.
I månedsvis har præsident Donald Trumps forhenværende relation til Epstein været et særdeles omtalt emne i amerikansk politik og presse.
Trump og Epstein var venner i 1990'erne og 2000'erne, hvor de festede sammen med andre medlemmer af den amerikanske og internationale magtelite.
Trump har sagt, at hans venskab med Epstein sluttede i 2000'erne, og at han ingen forbindelse har til Epsteins forbrydelser.
Onsdag siger Robert Garcia, at "det er tid til, at præsident Trump frigiver alle filerne nu".
Begge Kongressens kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet, godkendte i november et lovforslag om at frigive de såkaldte Epstein-dokumenter.
Dokumenterne omtales i USA som "The Epstein Files".
De refererer til det omfattende bevismateriale, som justitsministeriet og forbundspolitiet FBI for år tilbage indsamlede under en efterforskning i Florida.
Det førte i 2008 til, at Jeffrey Epstein tilstod at have betalt en mindreårig pige for seksuelle tjenester og blev idømt 13 måneders fængsel.
Efterforskningen førte også til den senere sigtelse mod ham i New York. Her døde han i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.
Natten til 20. november oplyste Trump, at han havde underskrevet lovforslaget om at frigive dokumenterne.
Fra da af havde USA's justitsministerium 30 dage til at offentliggøre dokumenterne. Nogle kan dog ende med ikke at se dagens lys, skrev Reuters.
Den lovgivning, som blev vedtaget, giver justitsministeriet mulighed for at tilbageholde personlige oplysninger om Epsteins ofre og materiale, der kan bringe en igangværende efterforskning i fare.
/ritzau/
