BLÅ BOG: Donald Trump er præsidentkandidat for tredje gang

5. NOV 2024 • 06:00UDLAND

Selv om han har flere retssager hængende over hovedet, er Donald Trump igen Republikanernes præsidentkandidat.

Når amerikanerne går til præsidentvalg tirsdag, har de for tredje gang mulighed for at stemme på republikaneren Donald Trump.

Donald Trump har tidligere været præsident i fire år. Desuden har han mange år bag sig som forretningsmand.

Læs mere om Donald Trump her:

* Navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946 i Queens, New York City, USA.

* Søn af: Frederick C. Trump og Mary MacLeod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har sønnen Barron med. Han har desuden fire andre børn - Donald Jr., Ivanka, Eric og Tiffany - fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Bachelor i økonomi fra University of Pennsylvania, 1968.

* Karriere: Begynder under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma.

1971: Overtager formelt ejendomsfirmaet og omdøber det senere til The Trump Organization. Hans fokus er først på ejendomsprojekter i New York, men firmaet får senere aktiviteter flere steder i USA og i andre lande.

2015: Annoncerer, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2016.

2016: Bliver formelt valgt som partiets kandidat i juli.

2016: Bliver valgt til USA's præsident i november. Trump bliver nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

2017: Trump tiltræder formelt som præsident 20. januar.

2020: Er atter Republikanernes kandidat til præsidentvalget. Han taber præsidentvalget, da han får 232 valgmænd mod Joe Bidens 306 valgmænd. Trump mener, at der er foregået valgsnyd.

2022: Trump annoncerer, at han vil være Republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2024.

2024: Bliver formelt valgt som Republikanernes præsidentkandidat.

* Sager mod Trump:

- Rigsretssager:

Både i 2020 og 2021 rejses der rigsretssager mod Trump i Kongressen. Han anklages for magtmisbrug og for at have opildnet til oprør i forbindelse med præsidentvalget i 2020. Han frikendes i begge sager.

- Sagen om sammensværgelse og stormløbet på Kongressen:

Trump er tiltalt for sammensværgelse - herunder for at fremsætte falske påstande om valgsvindel - i forbindelse med præsidentvalget i 2020. Sagen er udsat på ubestemt tid.

- Sagen om hemmeligstemplede dokumenter:

Trump er tiltalt for på ulovlig vis at have opbevaret fortrolige dokumenter i sit hjem i Florida, efter at han forlod Det Hvide Hus. Sagen blev afvist i juli 2024 af en dommer i Florida, men den afgørelse har anklagemyndigheden anket.

- Sagen om forsøg på indblanding i valget i Georgia:

Trump er tiltalt for blandt andet at presse valgansvarlige til at give ham sejren i delstaten Georgia ved præsidentvalget i 2020. Sagen blev sat på pause i juni 2024.

- Sagen om tys-tys-penge:

Trump er tiltalt for at have forfalsket dokumenter for at dække over en udbetaling til pornoskuespilleren Stormy Daniels forud for præsidentvalget i 2016. Han blev i maj 2024 kendt skyldig i alle anklager i sagen. Strafudmålingen er udsat til efter præsidentvalget.

Kilder: Business Insider, CNN og Biography.com.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT