Vestas ordrebog har aldrig været tykkere end nu
Vindmølleproducenten Vestas har afventende ordrer på turbiner for 28 milliarder euro, hvilket er rekord.
Hos Vestas behøver man ikke være bange for at løbe tør for idéer til, hvad man skal sætte de 33.000 ansatte til at lave.Selskabet tog i tredje kvartal af det igangværende regnskabsår nye ordrer ind på vindmøller svarende til en kapacitet på 4,4 gigawatt.
Inden offentliggørelsen af regnskabet havde Vestas meddelt ordrer for sammenlagt 3742 megawatt i kvartalet.
Det vil sige, at der er lagt ikke-annoncerede ordrer for yderligere 690 megawatt oven i bunken.
Det betyder samtidig, at man alene, når det gælder turbiner, har ordrer liggende til en værdi af 28,3 milliarder euro, og det er aldrig set højere.
Tæller man serviceforretningen med, svulmer ordrebogen til 63,4 milliarder euro, hvilket er 9,4 milliarder euro højere end for et år siden.
Kigger man på, hvad der rent faktisk blev produceret og solgt i kvartalet, så omsatte Vestas for 5,2 milliarder euro, svarende til en fremgang på 19 procent.
På bundlinjen finder man et resultat efter skat på 127 millioner euro. Det er 99 millioner bedre end i tredje kvartal sidste år.
Kigger man på årets første ni måneder, har Vestas dog fortsat et underskud på 104 millioner euro.
Det skyldes en nedskrivning på 300 millioner euro i serviceforretningen i andet kvartal. Den blev foretaget som følge af uventet høje omkostninger og ineffektivitet i driften.
Samtidig er selskabets såkaldte driftsmargin i tredje kvartal - som er andelen af omsætningen, der er tilbage, når driftsomkostningerne er betalt - opgjort til 4,5 procent.
Det er noget lavere end de godt 7 procent, som analytikerne forventede.
/ritzau/