Argentina trækker sig fra FN-mission i Libanon
Tre Unifil-officerer fra Argentina er blevet bedt om at tage hjem, siger FN-talsperson.
Mens der på ny meldes om angreb på FN-styrker i Libanon, trækker Argentina sit bidrag på tre personer tilbage.Det oplyser en FN-talsperson tirsdag.
Der kan ifølge nyhedsbureauet Reuters være tale om de første sprækker i missionens sammenhold.
Missionen på omkring 10.000 personer holder i det sydlige Libanon øje med grænseområder. Her har der i over et år været angreb mellem Israel og den libanesiske militante bevægelse Hizbollah.
De seneste måneder er situationen dog eskaleret, og flere gange har FN-styrker været i skudlinjen.
- Argentina har bedt sine officerer om at tage hjem, siger Unifil-talsperson Andrea Tenenti.
I alt har der været meldt om skader på 20 personer fra Unifil de seneste to måneder. Flere gange er Unifil-anlæg også blevet beskadiget.
Fire fredsbevarende FN-styrker i Libanon fra Ghana blev såret tirsdag, da en raket ramte deres base.
Det oplyser Unifil på det sociale medie X.
Tre af FN-soldaterne er blevet overført til et hospital i byen Tyre. Raketten blev højst sandsynligt affyret af "ikke-statslige aktører i Libanon", oplyser Unifil.
Israels militær siger ifølge Reuters, at Hizbollah tirsdag har affyret raketter, som ramte Unifil-poster.
Men Unifil har også hyppigt langet ud efter det israelske militær for angreb, som har ramt Unifil-poster.
Israel afviser, at der er tale om bevidste angreb.
FN-missionen i Libanon blev indsat i 1978, efter at Israel var rykket ind i Libanon under et palæstinensisk oprør i den sydlige del af Libanon, og landet var sunket ned i en borgerkrig. Unifil overvågede den israelske tilbagetrækning.
Siden den militante bevægelse Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år, har Hizbollah jævnligt angrebet det nordlige Israel fra Libanon med raketter, mens Israel også har angrebet den anden vej.
23. september i år begyndte Israel markant at intensivere luftangreb i Libanon med det mål at give tusindvis af fordrevne i det nordlige Israel mulighed for at vende tilbage.
En uge efter at luftangrebene tog til i styrke, blev også soldater sendt ind på landjorden. USA forsøger for tiden at få en våbenhvile i stand.
/ritzau/Reuters