Mette-Marits voldtægtssigtede søn bliver endnu en nat i arresten
Onsdag formiddag vil politiet tage stilling til, om det ønsker at få Marius Borg Høiby varetægtsfængslet.
Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse, Mette-Marit, kommer til at tilbringe endnu en nat i arresten.Det oplyser politiadvokat Andreas Kruszewski tirsdag til det norske nyhedsbureau NTB, efter at Høiby mandag aften blev anholdt og fik udvidet sigtelsen mod sig, så den nu også omhandler voldtægt.
- Det er utænkeligt, at han slipper ud før onsdag klokken 10, siger Kruszewski til NTB.
Der vil ikke blive taget stilling til varetægtsfængsling før onsdag formiddag, lyder det videre.
Klokken 10 er politiets frist for at give en domstol i Oslo besked om, hvorvidt man ønsker at varetægtsfængsle Marius Borg Høiby.
Hvis det er tilfældet, vil han blive fremstillet i et fængslingsmøde - svarende til et grundlovsforhør - klokken 13, 14 eller 15. Her vil der blive taget stilling til, om han kan varetægtsfængsles.
- Høiby erkender ikke strafskyld efter den udvidede sigtelse. Han samarbejder godt med politiet og vil forklare sig, siger forsvarer Øyvind Bratlien til VG og TV 2.
Ifølge sigtelsen har 27-årige Marius Borg Høiby haft seksuel omgang med en person, der var bevidstløs eller af andre årsager ikke kunne gøre modstand.
Der er ifølge politiet tale om et andet seksuelt forhold end samleje, men det betragtes altså som voldtægt.
Kvindens bistandsadvokat, Hege Salomon, fortæller til den norske avis VG, at offeret ikke er en del af miljøet omkring Marius Borg Høiby, og at hun ikke kender ham. Kvinden er i 20'erne.
Marius Borg Høiby blev anholdt mandag klokken 23.12 og sidder i en arrest i Oslo.
Han er i forvejen sigtet for blandt andet mishandling af tre tidligere kærester og for drabstrusler mod en mand.
I den ene sag er sigtelsen mod ham netop blevet skærpet. Tidligere var han sigtet for vold, men nu lyder sigtelsen altså på mishandling.
Han er blevet anholdt to gange tidligere - både 4. august og 13. september - og har erkendt vold i én sag og drabstruslerne mod en mand.
Han nægter sig skyldig i de to øvrige sager om mishandling.
/ritzau/NTB