Kronprins savner sin hustru efter voldtægtssigtelse mod stedsøn

19. NOV 2024 • 17:39UDLAND

Den norske kronprins Haakon siger, det er alvorlige anklager, hans stedsøn Marius står over for nu.

Den norske kronprins Haakon er ked af, at han ikke er hjemme ved sin hustru, kronprinsesse Mette-Marit, efter at kronprinsessens søn er blevet sigtet for voldtægt.

Det siger kronprinsen til NRK, som har snakket med ham i Jamaica, hvor han er på et officielt besøg.

- Jeg ville gerne have været hjemme hos Mette i dag. Jeg savner hende, siger han.

Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, er mandag aften blevet anholdt og sigtet for voldtægt.

Ifølge sigtelsen har 27-årige Marius Borg Høiby haft seksuel omgang med en person, der var bevidstløs eller af andre årsager ikke kunne gøre modstand.

Der er ifølge politiet tale om et andet seksuelt forhold end samleje, men det betragtes altså som voldtægt.

Kronprins Haakon siger til NRK, at situationen påvirker alle omkring Høiby.

- Det er alvorlige sigtelser, som Marius nu står over for. I dag tænker vi selvfølgelig på alle de berørte, siger han.

Høiby blev anholdt mandag aften klokken 23.12.

Han nægter sig skyldig, men samarbejder med politiet, oplyser hans advokat, Øyvind Bratlien, til den norske avis VG.

Kvindens bistandsadvokat, Hege Salomon, fortæller til avisen, at offeret ikke er en del af miljøet omkring Marius Borg Høiby, og at hun ikke kender ham. Kvinden er i 20'erne.

Kronprinsesse Mette-Marits søn efterforskes i forvejen for flere andre forhold og har tidligere været anholdt.

Således blev han anholdt 4. august i Oslo og sigtet for vold mod sin daværende kæreste. Siden er han også blevet sigtet for vold begået mod to andre kvinder, som han tidligere har været i forhold med.

Ud over at sigte Høiby for voldtægt i den seneste sag, har politiet skærpet sigtelsen i sagen fra august om vold mod Høibys daværende kæreste.

I stedet for vold sigtes han for mishandling i nære relationer, skriver NTB. Derudover sigtes han for at have brudt et forbud mod at opsøge offeret i sagen og for at have kørt uden gyldigt kørekort.

Høiby sigtes også for mishandling af kvinderne i de to andre sager og for drabstrusler mod en mand.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT